Barcelonas Dream Team – fra spilleroprør til en flyvende stol

Det hele begyndte med et mytteri på et hotel, og det sluttede lige så dramatisk med en fyreseddel og en stol, der fløj gennem luften. Imellem de to begivenheder havde FC Barcelona et storhold, der er gået over i historien, og som har afgørende betydning for klubbens kultur og spillestil den dag i dag

Johan Cruyff udviklede og forfinede en spillestil, der i dag er en integreret del af Barcelonas DNA, men efter at have ført klubben til store triumfer i starten af 90'erne fik han en uværdig afsked. Da resultaterne begyndte af svigte, blev hans uindskrænkede magtposition udfordret.

På Wembley Stadion i London sidder en mand på et toilet. Midt under Europa Cup-finalen 1992 mellem FC Barcelona og UC Sampdoria.

Manden hedder Joan Gaspart. Han er vicepræsident i den catalanske storklub, der spiller deres vigtigste kamp i årtier, og det er lige præcis derfor, han har gemt sig på få kvadratmeter bag lås og slå.

Fra kampens start havde Gaspart ellers sat sig til rette i direktørloungen. Men allerede efter et minuts spil rev og flåede hans nerver så meget i ham, at han rejste sig og forlod stadion. Uden for Wembleys mure gik han rundt om sig selv, mens han forsøgte at afkode den vekslende intensitet i tilskuerstøjen. Var det gode eller dårlige nyheder? Han vendte tilbage til sin plads, da den tyske dommer ved stillingen 0-0 fløjtede kampen af.

Nu venter alle på den forlængede spilletid, men det har kun gjort Gasparts nerver endnu mere tyndslidte, og derfor tilbringer han også de næste 30 minutter helt for sig selv.

Det er ikke så underligt, at vicepræsidenten har nerver på. Det samme har alle med et hjerte, der banker for de blå- og rødstribede. Men særligt på spillere og ledere hviler der et næsten umenneskeligt pres.

Selv om FC Barcelona er et af verdens stærkeste fodboldbrands, har catalanerne i 1992 kun vundet tre mesterskaber over de seneste 30 år. Og mens rivalerne fra Real Madrid har vundet Europa Cuppen for mesterhold (datidens Champions League) seks gange, er det endnu ikke lykkedes for Barcelona.

De nåede finalen i 1986, og med rumænske Steaua Bukarest som modstander havde de mentalt set allerede placeret trofæet i pokalskabet, inden kampen var spillet. Derfor gik alt i sort for dem, da rumænerne lykkedes med at vinde 2-0 efter 120 minutters forgæves Barcelona-pres og en straffesparkskonkurrence, hvor catalanerne brændte fire gange i streg.

Selv om ”Blaugrana” året før havde vundet mesterskabet for første gang i 11 år, var skuffelsen over nederlaget til Steaua så dyb, at La Liga-triumfen næsten blev glemt. I stedet havde klubben åbnet døren til en lang og udmarvende krise.

Denne maj-aften i 1992 har de med Michael Laudrup på holdet så igen nået finalen i Europa Cuppen for mesterhold og er snublende tæt på at kunne få rettet bare en smule op på magtbalancen i spansk fodbold.

Kampen er rig på chancer, men fattig på mål, og traumerne fra 1986 begynder at plage catalanerne, da de første 90 minutter ender uden scoringer. Skal FC Barcelona endnu engang misse muligheden for at blive kronet som Europas bedste ved at blive presset ud i en straffesparkskonkurrence med nerver og held som de afgørende faktorer?

Sådan går det ikke. Efter 112 minutters spil på Wembleys forårsgrønne græstæppe får Barcelona frispark uden for Sampdorias felt, og den hollandske libero, Ronald Koeman, tordner bolden forbi den italienske mur og ind i sidenettet bag målmand Pagliuca.

Gaspart kan fra sin plads på toilettet høre jublen fra Barcelonas fans, og kort efter kommer en politimand ud og hamrer på døren, mens han råber:

”I har scoret, I har scoret”.

Gaspart bliver siddende. Trods føringen tør han fortsat ikke gå op på tilskuerpladserne.

Først da betjenten otte minutter senere kommer tilbage og fortæller, at det hele er lykkeligt overstået, åbner han døren og deler jublen med sine landsmænd.

”Jeg kunne gå ud og se Alexanko løfte pokalen for første gang i vores historie”, fortæller en rørt Gaspart bagefter.

Spøgelset fra 1986 er skræmt på flugt, men reaktionen er mere præget af lettelse end eufori.

”Efter sådan en kamp ville man normalt gå amok. Men det skete ikke på Wembley. Alle spillerne var der. Også deres koner. Men vi drak bare et par glas vin og gik i seng. Måske var det mere end noget andet bare en lettelse”, fortæller en af de bedste Barca-spillere i kampen, Michael Laudrup.

Europa Cup-finalen for mesterhold 1992: Barcelona-Sampdoria

Europa Cup-finalen for mesterhold 1991-92

20. maj 1992, Wembley Stadion, London, England (70.827 tilskuere)

FC Barcelona-UC Sampdoria 1-0 (0-0, 0-0) efter forlænget spilletid

1-0 Koeman (112.)

FC Barcelona (3-1-4-2): Zubizarreta (C) – Ferrer, Koeman, Nando – Guardiola (112.: Alexanko) – Eusebio, Bakero, Laudrup, Juan Carlos – Stoichkov, Salinas (65.: Goikoetxea). Træner: Cruyff.

UC Sampdoria (4-4-2): Pagliuca – Manini, Vierchowod, Lanna, Katanec – Lombardo, Toninho Cerezo, Pari, Bonetti (73.: Invernizzi) – Mancini (C), Vialli (100.: Buso). Træner: Boskov.

Mytteriet på Hesperia

Det her er fortællingen om et af de mest berømte hold i FC Barcelonas historie, ”El Dream Team”, men også fortællingen om, hvordan hollænderen Johan Cruyff i rollen som træner udviklede og forfinede en spillestil, der i dag er en integreret del af klubbens DNA, og samtidig har spredt sig til mange andre klubber i diverse former og udtryk.

Det er historien om storhed og fald. Om klimakset på Wembley i 1992, og om hvordan det hele startede med et spilleroprør mod præsidenten og endte med en stol flyvende gennem luften.

Vi begynder på Hesperia Barcelona Presidente Hotel, tre kilometer fra Barcelonas hjemmebane, Camp Nou.

Det er torsdag den 28. april 1988, og pressen er samlet til et møde. Et meget usædvanligt møde. Foran rullende kameraer og spørgelystne journalister er scenen sat for et mytteri. Det meste af FC Barcelonas spillertrup sætter ord på et oprør mod klubbens bestyrelse, og der er ingen vej tilbage. Heller ikke for træner Luis Aragonés, der bakker sine spillere op.

Spillerne føler sig snydt i en sag, hvor myndighederne anklager klubben for skattesnyd i forbindelse med udbetaling af løn. Spillerne har krævet, at klubben får myndighederne til at trække anklagen tilbage eller alternativt betaler regningen til skattemyndighederne. Det har præsident José Luis Núñez kategorisk afvist, og nu har vi balladen.

På Hesperia er 18 spillere til stede, og de fremlægger en erklæring, som blandt andet taler om klubbens og catalanernes værdier, som de mener er udfordret af bestyrelsens handlinger – eller mangel på samme. Desuden opfordrer de præsident Núñez og den øvrige bestyrelse til at trække sig. FC Barcelona er i disse timer en klub på sammenbruddets rand.

Oprøret er siden blevet kaldt ”El Motín del Hesperia” eller ”Mytteriet på Hesperia”, og det danner paradoksalt nok optakt til en af de mest gyldne epoker i FC Barcelonas historie før årtusindskiftet: Tiden fra 1988 til 1996, hvor Johan Cruyff førte klubben til fire mesterskaber på stribe, en sejr i Europa Cuppen for mesterhold, en sejr i Europa Cuppen for pokalvindere og en spansk pokaltitel.

Trods spillernes forsøg på at lægge offentligt pres på præsidenten, nægter han at give sig, og han lykkes over de kommende dage med at få tilhængerne over på sin side. Spillerne og Aragonés bliver hængt ud som illoyale, de taber slaget om den offentlige mening, og det får senere stor betydning for deres karrierer.

En godbid til de sultne medlemmer

Núñez står foran et præsidentvalg i klubben, og med Barcas placering som nummer 9 i La Liga - 23 point efter Real Madrid – har han brug for medvind. Så selv om han kommer ud af Hesperia-affæren som vinder, føler han, at der skal serveres en godbid for de sultne medlemmer, der få uger senere skal afgøre hans fremtid på posten.

Derfor trækker han nu sit bedste kort og smasker det med overbevisning i bordet foran de hundredtusindvis af Barca-fans. Han fyrer Luis Aragonés, og mindre end en uge efter ansætter han 41-årige Johan Cruyff, der fra 1973 til 1978 scorede 193 ligamål i den blå- og rødstribede trøje.

En legende vender tilbage til Camp Nou. Núñez har leveret varen.

Næste skridt fra den lille mand med den vigende hårgrænse er en ren udrensning i den oprørske trup. 15 spillere bliver sendt ud af bagdøren, og blandt holdets udlændinge er det kun englænderen Gary Lineker, der fortsat er i truppen efter sommerferien.

I alt overlever kun ni spillere Hesperia-mytteriet, og af dem er det kun landsholdsmålmanden Andoni Zubizarreta og anfører Alexanko, der bliver en del af indercirklen på Cryuffs succesmandskab. Alexanko endda kun fordi Cruyff insisterer på, at anføreren skal have en ny chance i klubben.

Men alting har en pris. Det kan godt være, at Núñez har leveret varen, men for at få Cruyff til klubben, har han været nødt til at give ham næsten uindskrænket magt i forhold til bestyrelsen. I en tid hvor FC Barcelona er i dyb krise – både politisk, økonomisk og sportsligt - får hollænderen næsten frit spillerum til at gøre, hvad der passer ham. Og den slags har euforiserende virkning på den geniale, selvbevidste og arrogante hollænder, der få måneder tidligere har forladt Ajax efter en magtkamp med klubbens bestyrelse.

Små spillere sorteres fra

I FC Barcelona begynder han at forme organisationen omkring holdet efter sit eget hoved. Først og fremmest ændrer han formation til 3-4-3 og gør radikalt op med holdets måde at spille på.

Dette er stærkt inspireret af Totalfodbold, som blev udviklet i hans hjemland i starten af 70’erne med ham selv som omdrejningspunkt: Flydende pasningsspil, konstante positionsskift og fokus på at skabe overtal og udnytte rum. Uden bold lægger Barcelona et aggressivt pres og spiller med høj bagkæde for at gøre banen så lille som mulig. De to backs skyder ofte med frem, det samme gør liberoen, og selv målmanden skubber op og ligger som en ekstra markspiller bag forsvarslinjen. Udgangspunktet er, at angreb er det bedste forsvar, og sådan en filosofi skaber tilhængere. Særligt hvis den virker, og det gør den de første fire år af 90’erne.

I dag har mange hold adopteret denne spillestil. Men i slut 80’erne har fodbolden igennem tre årtier udviklet sig i en retning, hvor store knogler og veludviklede muskler er vægtet væsentligt højere end spilforståelse og teknik.

Selv på Barcas akademi, La Masia, bliver spillere under 180 cm sorteret fra, men ligesom med så meget andet, gør Cruyff også op med det. Hans fokus er på teknisk kunnen, spilintelligens og energi, og her er højde ikke afgørende.

Et tydeligt bevis på det er, at Barcelonas ti markspillere i Europa Cup-finalen i 1992 i gennemsnit er 178 cm høje – vel at mærke inklusive Julio Salinas og Nando på henholdsvis 188 og 187 cm.

For Cruyff handler Totalfodbold om opmærksomhed, visualisering og innovation.

”Den gode spiller rører kun bolden én gang og ved, hvor han skal løbe hen…. Jeg siger, lad være med at løbe så meget. Fodbold spilles med hjernen. Du skal bare være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, ikke for tidligt, ikke for sent”.

Cruyff vil have spillerne til at arbejde instinktivt. Desuden kommunikerer han tydeligt, at der er plads til at lave fejl, og den nye, offensive spillestil sætter tydelige spor i holdets målscore.

Mens Barcelona i de tre sæsoner før Cruyff – inklusive mesterskabssæsonen i 1984-85 – scorer 1,53 mål pr. kamp i La Liga, sender de under Cruyff bolden i nettet 2,06 gange pr. kamp. Vel at mærke, uden at det skader defensiven. Her lukkes der i gennemsnit 0,96 mål ind både før og under Cruyff.

Rygraden på holdet

Opbygningen af Cruyffs drømmehold bliver indledt i sommeren 1988 med købet af midtbanespilleren José Mari Bakero og wingen Txiki Begiristain fra Real Sociedad samt midtbanespilleren Eusebio og forwarden Julio Salinas i Atlético Madrid. Samtidig bliver midtbanespilleren Guillermo Amor rykket op fra Barcelona B.

I sommeren 1989 køber Barcelona Ronald Koeman i PSV Eindhoven og Michael Laudrup i Juventus. Gary Lineker bliver sendt retur til England, fordi han ikke passer ind i den nye spillestil, og holdet begynder for alvor at tage form, da man i 1990 henter den bulgarske angriber Hristo Stoichkov i CSKA Sofia.

Koeman, Laudrup og Stoichkov er ikke oplagte valg til opbygningen af et storhold. Koeman er ganske vist allerede en etableret stjerne. Men Stoichkov er en ukendt bulgarer, og Laudrup har haft en svær tid i Italien uden frihed til at spille det spil, han er bedst til.

Men i FC Barcelona udvikler de tre udlændinge sig over de efterfølgende fem år til nogle af de bedste spillere i verden, og de kommer hurtigt til at udgøre rygraden på Cruyffs mandskab.

Laudrup spiller som oftest falsk 9’er, hvor hans opgave er at søge tilbage i banen og deltage i opspillet. Det efterlader et rum bag ham, hvis hans oppasser følger med. Hvis centerforsvareren omvendt lader ham løbe, kan han modtage bolden udækket og bruge sin frihed til at skabe chancer for holdkammeraterne.

Koeman er omskolet fra midtbanespiller til en ekstremt målfarlig libero. Hans ekspertise er at gå med frem og vente på muligheden for at banke bolden i mål. Samtidig er han en fantastisk frisparks- og straffesparksskytte, og i de fire gyldne mesterskabssæsoner bliver han med 59 mål verdens mest målfarlige forsvarsspiller.

Stoichkov er en fysisk stærk og teknisk begavet vindertype. Han kan drible i høj fart og er uhyre målfarlig, når han fra sin udgangsposition på fløjen trækker ind i banen. Han kommer til Barcelona med en vildskab, der er svær at tæmme, men også er nødvendig på et hold, der mangler profiler, som kan opildne medspillerne på dage, hvor der er brug for en mental Red Bull-indsprøjtning.

Taktisk naive satsninger

Den første tid på Camp Nou er svær for Cruyff. Forventningerne om at få brudt med Real Madrids dominans i ligaen er store, men det sker ikke. Hverken i 1988-89 eller 1989-90, hvor kongeklubben for fjerde og femte gang i træk sikrer sig mesterskabet med henholdsvis fem og 11 point ned til catalanerne. Cruyff må finde sig i hård kritik, og hans offensive satsninger bliver kaldt taktisk naive.

Det hjælper på tilhængernes humør, at Barcelona i 1988-89 vinder Europa Cuppen for pokalvindere, og at de i 1990 sejrer i Copa del Rey. De to nye pokaler på Camp Nou sikrer Cruyff arbejdsro til at fortsætte sit projekt, og i 1990-91 lykkes det endelig at få ambitioner og visioner vekslet til det længe ventede mesterskab. Og ikke nok med det. Real Madrid bliver henvist til tredjepladsen 11 point efter ”Blaugrana”. Cruyff & Co. har i Laudrups anden sæson i klubben indtaget tronen i spansk fodbold, og mindst lige så vigtigt: ”Los Blancos” er blevet ydmyget.

1991-92 bliver den største sæson for det nye storhold. Udover Europa Cup-triumfen, genvinder de det spanske mesterskab, og efter sommerferien bliver der fulgt op med sejre i både den europæiske og spanske Super Cup.

Det var på dette tidspunkt kælenavnet ”El Dream Team” blev opfundet af spanske journalister. Inspirationen kom fra De olympiske Lege, der i sommeren 1992 satte Barcelona på verdenskortet. Ved legene deltog USA for første gang med et professionelt basketballhold med spillere som Magic Johnson, Michael Jordan og Larry Bird. Holdet vandt guld med gennemsnitligt 44 point mere end modstanderne igennem hele turneringen og er blevet kendt som et godt bud på historiens bedste sportshold nogensinde. Derfor fik de tilnavnet "The Dream Team".

Med fire titler på fire måneder til ”Blaugrana” er sammenligningen med basketball-ikonerne fra USA lige for. Men virkeligheden på Camp Nou er ikke helt så drømmeagtig, som pokalskabet kan give indtryk af.

Faktisk er Barcelona i 1991-92 sekunder fra at blive slået ud af Europa Cuppen af upåagtede Kaiserslautern. I 2. runde vinder Barca 2-0 på udebane, men i returkampen er de bagud med 3-0 et kvarter før tid, og kun et overtidsmål af José Mari Bakero redder dem fra eliminering.

I ligaen taber de tre af de første otte kampe og halser gennem hele turneringen efter Real Madrid. Før sidste spilledag fører ”Los Blancos” med et enkelt point, og da de i sidste spillerunde er foran med 2-0 efter 28 minutter ude mod Tenerife, synes mesterskabskampen afgjort. Men øboerne får reduceret til 1-2 og i løbet af to minutter i anden halvleg kommer de på 2-2 og 3-2. Samtidig vinder Barcelona med 2-0 hjemme over Athletic Bilbao, og da fløjten lyder i de to kampe, er Barcelona spanske mestre for anden gang i træk.

”Blaugrana” bliver fejret som de nye konger af både spansk og europæisk fodbold, og samtidig står en ung, kommende stjerne klar til at træde ind på holdet og forstærke det yderligere.

Cruyff har fundet endnu en nøgle til succes i form af den kun 20-årige Pep Guardiola på B-holdet. Oprindeligt bliver han brugt i højre side af midtbanen, men Cruyff flytter ham ind i en central og defensiv position, hvor hans unikke evner til at placere sig rigtigt og fordele spillet kommer til sin ret. Guardiola får debut på førsteholdet i december 1990, men først fra sæsonen 1991-92 er han fast mand og styrer Barcelonas spil på så højt et niveau, at han bliver kåret som Europas bedste spiller under 21 år.

Endnu et mirakel

Drømmen om at forsvare titlen som Europas bedste klubhold bliver hurtigt til et mareridt, da CSKA Moskva i sæsonen 1992-93 sender spanierne ud i mørket allerede i 2. runde. Til gengæld lykkes det at genvinde mesterskabet, men det sker under lige så mirakuløse omstændigheder som i sæsonen før. På sidste spilledag ligner Real Madrid endnu engang et mesterhold, men skæbnen vil, at kongeklubben på ny skal til Tenerife for at hente de nødvendige to point. Barcelona gør, hvad de kan, ved at vinde 1-0 hjemme over Real Sociedad, og mirakuløst for ”El Dream Team” spiller Tenerife endnu engang over evne og tvinger mesterskabet ud af hænderne på ”Los Blancos” ved at vinde 2-0.

Forud for sæsonen 1993-94 beslutter Cruyff sig for at styrke holdet. Frygten er, at Barcelona bliver for lette at læse, hvis de ikke formår at forny sig. Hollænderen går på jagt efter en mere stationær forward end Laudrup. En boksspiller, der i højere grad søger målet direkte i stedet for at falde tilbage i banen. Valget falder på den lille brasilianer, Romário, der i en alder af 27 år kommer til klubben fra PSV Eindhoven, hvor han har scoret 127 mål i 147 kampe.

Investeringen skal på flere planer vise sig at være skelsættende. Fra dag 1 leverer Romário, hvad han skal, og bliver med 30 mål i 33 kampe suveræn topscorer i La Liga – blandt andet takket være et unikt samarbejde med Hristo Stoichkov. Tilsammen leverer duoen halvdelen af Barcelonas ligamål i sæsonen. Men succesen er ikke uden ofre.

Eftersom Barcelona kun må spille med tre udlændinge på banen ad gangen, er det givet, at mindst én verdensstjerne igennem 1993-94 skal være bænkevarmer, og i foråret bliver det oftere og oftere Laudrup, der må se på, mens holdkammeraterne spiller sig i Champions League-finalen og nærmer sig det fjerde mesterskab.

Cruyff begrunder ikke direkte over for Laudrup, hvorfor han er degraderet til fjerdevalg. I stedet kritiserer han ham i pressen. Først og fremmest for ikke at tilpasse sig et nyt system, hvor han har flere defensive opgaver. Cruyff mener, at Laudrup spiller mere for publikum end for point.

Kritikken i offentligheden går Laudrup på. Endda i sådan en grad, at han begynder at lufte sine tanker om et klubskifte, men det forværrer kun forholdet til Cruyff. Hollænderen vil ikke lade sig presse, og konflikten kulminerer, da Laudrup i Champions League-finalen mod AC Milan må følge kampen fra tilskuerpladserne.

Få dage før finalen i Athen spiller danskeren sine sidste 90 minutter i Barca-trøjen og scorer sit sidste mål for klubben, da de vinder 5-2 over Sevilla og for fjerde år i træk bliver mestre - for tredje gang på mirakuløs vis.

Inden sidste spillerunde er det Deportivo La Coruña, der er i pole position. Galicierne skal blot vinde over Valencia for at blive mestre. Kampen er uden scoringer helt frem til 89. minut, men så sker det. Deportivo får tilkendt et straffespark. Den faste skytte, Donato, er blevet skiftet ud og kan af gode grunde ikke sparke. Næst i rækken er Bebeto, men han har ikke lyst til at tage det, og til sidst må den rutinerede sweeper, Miroslav Djukic, påtage sig ansvaret. Han bukker dog under for nervepresset, sparker svagt, og La Liga-titlen er endnu en gang Barcelonas.

Ydmygelse i Athen

Forud for Champions League-finalen fire dage senere føler Cruyff & Co. sig usårlige. De skal op imod et blegnet AC Milan, der ikke spiller nær lige så sprudlende under den nye træner Fabio Capello som under Arrigo Sacchi. Samtidig er de tre hollændere, Ruud Gullit, Marco van Basten og Frank Rijkaard, nu historie i klubben.

Cruyff udtaler selvsikkert til medierne, at Barcelona er klare favoritter.

”Vi er mere komplette, konkurrencedygtige og erfarne end på Wembley (1992, red.). Milan er ikke noget særligt. De baserer deres spil på forsvar, vi baserer vores på angreb”.

Kampen ender 0-4 til AC Milan, og set i bakspejlet er det denne aften i Athen, at det hele begynder at krakelere.

Godt en måned senere bliver Laudrup præsenteret som ny Real Madrid-spiller. En transfer, han begrunder med, at han frygter for endnu en sæson på bænken. Dertil kommer, at han forudser en svær tid for et Barca-hold, der i modsætning til Real Madrid har mange spillere med ved VM i USA.

Og ganske rigtigt.

I den nye sæson vender flere af spillerne udbrændte tilbage fra slutrunden. Romário er blevet verdensmester og har scoret fem mål, mens Stoichkov med seks mål har bragt Bulgarien i en historisk semifinale. Men triumferne har tæret på de to superstjerner, og Barcelona-truppens tilstand bliver ikke bedre af, at otte af de spanske spillere har været med i de fleste af landsholdets fem kampe.

Allerede i første runde begynder advarselslamperne at blinke. Barcelona taber til Sporting Gijon, og efter fem runder indtager holdet en ydmygende 9. plads.

Midt i sæsonen kommer det til et opgør mellem Cruyff og den uregerlige Romário, der i januar rejser hjem til Flamengo i Brasilien. Sæsonen ender i exit fra Champions League i ottendedelsfinalen og en nedtursplacering som nr. 4 i ligaen – ni point efter mestrene, som ironisk nok er Laudrup & Co. i Madrid.

Dream Team-euforien er væk

Fra sommeren 1994 til sommeren 1995 opløses det meste af ”El Dream Team”. Først siger klubben farvel til ikke bare Laudrup men også Julio Salinas og Andoni Zubizarreta. Efter Romários farvel er det også slut for Hristo Stoichkov, Ronald Koeman, Eusebio og Txiki Begiristain.

Men Cruyff har ikke samme heldige hånd på transfermarkedet som i slutningen af 80’erne, og frugterne af det spanske talentarbejde hænger ikke længere helt lige så lavt.

Det fornyede Barcelona-hold rummer navne som rumæneren Gheorghe Popescu, portugiseren Luis Figo, bosnieren Meho Kodro samt spanierne Carlos Busquets (Sergios far), Sergi, Nadal, Pep Guardiola, Albert Ferrer, Roger og Abelardo.

Sæsonen 1995-96 ender i en skuffende tredjeplads samt en semifinaleplads i Europa League, og de blegnende præstationer inden for kridtstregerne underminerer Cruyffs autoritet. Manden, der i 1988 har udnyttet klubbens krise til at sikre sig en uindskrænket magtposition, udfordres nu igen og igen af bestyrelsen, og det fører konstant til konflikter.

I foråret 1996 begynder presserygterne så at tage til: Cruyff nærmer sig en fyreseddel, og midt i maj sker det under dramatiske omstændigheder.

Forfatteren Jonathan Wilson skriver i sin bog ”The Barcelona Inheritance”, at vicepræsident Joan Gaspart, der fire år tidligere gemte sig på et af Wembleys toiletter, den 18. maj 1996 tropper op på træningsanlægget. Da han hilser på Cruyff i omklædningsrummet, lyder det konfrontatorisk fra den hårdt pressede træner:

”Hvorfor giver du mig hånden, Judas?”.

I et lokale ved siden af omklædningsrummet diskuterer Gaspart og Cruyff så højlydt, at spillerne ikke kan undgå at høre det, og skænderiet kulminerer, da Cruyff reagerer på sin fyreseddel med et raserianfald og en flyvende stol gennem luften. Ifølge Jonathan Wilson truer Joan Gaspart på et tidspunkt med at tilkalde politiet, hvis ikke Cruyff forlader stedet.

”Du hører ikke længere til her”, råber han.

Cruyff ender sin trænerkarriere på Camp Nou med at blive eskorteret væk.

”El Dream Team”, der i fire år fik alverdens fodboldhjerter til at banke hurtigere, har i to år befundet sig i en terminalfase. Nu er døden definitivt indtruffet.

Held eller forstand?

Det store spørgsmål er i dag, om Cruyffs mandskab reelt kan måle sig med de allerbedste i fodboldhistorien og gør sig fortjent til deres helgenstatus? Måske var de bare et af historiens mest heldige?

Kritikerne påpeger, at der ikke er meget storhed over et hold, der vinder tre mesterskaber i streg på sidste spilledag, og alene fordi de nærmeste konkurrenter falder over deres egne ben. De gør samtidig opmærksom på, at Barcelonas vej mod Europa Cup-titlen i 1992 lige så vel kunne være endt i en eliminering i 2. runde efter et ydmygende 0-3-hjemmebanenederlag til Kaiserslautern.

Målmand Andoni Zubizarreta medgiver, at holdet blev tilsmilet af heldet.

”Da vi vandt det tredje mesterskab i træk på sidste spilledag, var vi overbevist om, at Cruyff kunne et eller andet. Han måtte have en form for magisk kraft. Der kunne ikke være andre forklaringer”, siger han med et smil.

Men magi eller ej. Barcelona hentede igennem sæsonen, de point, der skulle til, og arven fra ”El Dream Team” handler ikke kun om holdets resultater, men i lige så høj grad om måden, de spillede på.

Cruyff udviklede en ny identitet for en klub, der manglede retning og vision, og hans ånd svæver den dag i dag over Camp Nou. Hans tilgang til spillet har siden de gyldne år i starten af 90’erne været et blueprint på, hvordan Barcelona skal spille, og siden starten af 90’erne er samtlige trænere og spillere i klubben blev kategoriseret efter, hvor tæt de har været på at nå drømmeholdets æstetetiske og resultatmæssige højder.

"Blaugrana" skal ikke blot skabe resultater, de skal også gøre det på en underholdende måde.

Det var denne ånd og kultur, Cruyffs kronprins, Guardiola, bragte med sig, da han satte sig i trænersædet i slutningen af 00’erne og skabte en æra endnu større end Cruyffs - nu med spillere som Messi, Xavi og Iniesta i hovedrollerne.

Aragonés’ genrejsning

Frem til sin død i 2016 var Johan Cruyff ansat som rådgiver i både FC Barcelona og AFC Ajax, men rollen som træner vendte han aldrig tilbage til oven på den dramatiske fyring i maj 1996.

Anderledes gik det for hans forgænger, Luis Aragonés. Fra 1990 var han ansat i syv forskellige spanske klubber, og i 2004 overtog han det spanske landshold.

Her lod han sig inspirere af Guardiolas Cruyff-inspirerede arbejde med tiki-taka i FC Barcelona, og i 2008 førte han med denne spillestil Spanien til den første store titel i 44 år, da Fernando Torres scorede kampens eneste mål i EM-finalen mod Tyskland.

Da Luis Aragonés den 29. juni 2008 løftede EM-trofæet på Ernst Happel Stadion i Wien kunne han rette ryggen og sende en "den-der-ler-sidst"-tanke til præsident José Luis Núñez, der 20 år tidligere havde givet ham sparket på Camp Nou.

Skæbnens ironi havde på den mest finurlige måde fået det sidste ord i historien om FC Barcelonas gyldne 90’er-hold.

Kilder

• Boisen, Axel & Boisen, Christian Mohr & Nordskilde, Henrik; ”Laudrup – et dynasti”

• Diamond, Harry; “Remembering Johan Cruyff’s iconic Barcelona Dream Team” (thefootballfaithful.com)

• Giorgetti, Javier; “Barça 1991/92 season: European catalyst from Cruyff’s Dream Team” (barcauniversal.com)

• Hodson, Tony; “Johan Cruyff: The Tactical Masters” (coachesvoice.com)

• Kvist, Jakob; “Ambassadøren”

• Lowe, Sid; “Fear and Loathing in La Liga”

• Scragg, Steven; “The Church that Cruyff built” (theathletic.com)

• Whitebloom, Grey; “Barcelona's 1992 Dream Team: The Side That Laid the Foundation for the Club's Future Triumphs” (90min.com)

• Wilson, Jonathan; “The Barcelona Inheritance”