”Big Ron” får aldrig lov til at glemme sin første arbejdsdag i Forest
- henrikmessmer
- 19. jan. 2024
- 6 min læsning
Opdateret: 9. jan.
For 25 år siden ansatte nedrykningstruede Nottingham Forest ny manager midt i sæsonen, men den nye ”gaffer” kom rigtig skidt fra start

Ron Atkinson var blandt de største managere i engelsk fodbold i 70'erne og 80'erne. I Nottingham Forest kom han skidt fra start, men han tog det med et smil.
Der er de fejl, som koster et point eller måske endda en titel, og så er der dem, som bare ender som en sjov anekdote.
Denne her fejl hører så absolut til i de sidste. Den havde ikke den mindste betydning for kampens resultat, men den var både kuriøs og tåkrummende i sådan et omfang, at den mange år efter fortælles igen og igen. I år fylder den 25 år.
Lørdag den 16. januar 1999 er Arsenal på besøg hos Nottingham Forest. Arsenal er regerende mestre og indtager nu en fjerdeplads i Premier League. Forest ligger på sidstepladsen efter en halvsæson, der har budt på sølle to sejre i 21 kampe.
Trods dette er over 26.000 fortrøstningsfulde tilskuere troppet op på Nottingham Forests hjemmebane, City Ground. Efter fem måneders ydmygelser er håbet om overlevelse vokset, efter at klubbens ledelse fem dage tidligere har offentliggjort, hvem der skal være ny manager.
På ferie på Barbados
Navnet er Ron Atkinson eller ”Big Ron”, som han kaldes. Den 59-årige ”gaffer” er hyret ind til at gøre det umulige muligt, og hans CV fortæller, at han er i stand til at skabe mirakler. 20 år tidligere er han blevet ansat som manager i 2. divisionsklubben West Bromwich, og på 3½ sæson har han sikret dem oprykning til 1. division (datidens Premier League) for derefter at levere placeringer som nr. 3 og 4 samt en plads i kvartfinalen i UEFA Cuppen (datidens Europa League).
Disse resultater er ikke gået ubemærket hen, og i 1981 har han fået hyre på Manchester Uniteds supertanker, der igennem flere år har sejlet rundt uden mål og retning og endda været en tur i den næstbedste række. Efter fem år har han ikke alene fået storklubben på ret kurs. Han har også leveret fem top 4-placeringer i streg og desuden 2 FA Cup-titler. Det har gjort ham til den mest succesrige United-manager siden legenden Matt Busby.
Men intet varer evigt og slet ikke for en fodboldmanager på topplan. I 1986 er han blevet fyret og afløst af en – på det tidspunkt – næsten ukendt skotte ved navn Alex Ferguson. Og selv om Sir Alex hurtigt har fået Ron Atkinsons resultatliste til at blegne, er ”Big Ron” fortsat et stort navn i engelsk fodbold op gennem slut 80’erne og i det efterfølgende årti.
Ganske vist har perioden mest budt på managerjob i laget under Premier League med engagementer i Sheffield Wednesday, Coventry og West Bromwich. Men indimellem disse job har han også haft hyre i større klubber som Atlético Madrid og Aston Villa.
I Madrid er han hurtigt kommet på kant med den excentriske klubejer, Jesús Gil, og er blevet fyret efter sølle fire måneder. Så er det gået markant bedre i Aston Villa, som han har ført til sølvmedaljer i Premier League i 1992-93.
Da Ron tiltræder sit nye job i Nottingham, er han stadigvæk ”Big” i engelsk fodbold. Derfor er de store forventninger helt berettigede denne lørdag eftermiddag syd for Sherwoodskoven. Håbet er, at de fattige fra East Midlands kan stjæle lidt point fra de rige sydfra. Om ikke andet så bare et enkelt.
Ron Atkinson var på ferie på Barbados, da tilbuddet om et halvt år som førstehjælper i Nottingham tikkede ind, men han var hurtig til at takke ja. Hans forgænger Dave Bassett var blevet fyret en uge tidligere, og dermed var døren åben for ”Big Ron” for et comeback i Premier League .
Blev mestre som nyoprykkere
Nottingham Forest havde sin storhedstid i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne. I løbet af 4-5 gyldne sæsoner dirigerede kultmanageren Brian Clough holdet til store triumfer takket være en stærk trup med spillere som Peter Shilton, Trevor Francis, John Robertson, Viv Anderson, Archie Gemmill, Gary Birtles, John McGovern og Tony Woodcock.
I 1977-78 vandt klubben sensationelt mesterskabet som nyoprykkere, og året efter blev de nummer to. Men fodboldverden spærrede øjnene yderligere op, da de to år i træk (1978-79 og 1979-80) vandt Europa Cuppen for mesterhold (datidens Champions League).
Da Premier League blev født i 1992, rykkede klubben ud i første sæson og måtte op gennem 90’erne friste en tilværelse, hvor de på skift tjekkede ud og ind i de to bedste rækker.
I 1998-99 var Nottingham endnu engang nye i Premier League og midtvejs i sæsonen igen et godt bud på en nedrykker. Faktisk det bedste bud.
Det var denne udfordrende position, Ron Atkinson afbrød sin ferie for at levere en løsning på. Men klubbens storhedstid var for længst reduceret til historier, der gik fra far til søn, og nøglespillerne hed nu Dave Beasant og Dougie Freedman. Eneste aktører i truppen med lidt stjernestatus var den hollandske forward Pierre van Hooijdonk og den tidligere engelske landsholdsspiller Steve Stone.
Blev udstyret med jakkesæt og frakke
Den glansløse trup kan måske forklare, at ”Big Ron” ikke er fuldt opdateret på, hvordan hans nye spillere ser ud, da han træder ind på City Ground til en jublende modtagelse. En anden og mere oplagt forklaring er nok, at han knapt nok har haft tid sammen med dem.
I 2012 fortalte han til BBC om det hektiske forløb:
”Jeg var på Barbados, da jeg fik en telefonopringning og blev spurgt, om jeg ville være manager for Nottingham Forest. Jeg fløj hjem henover natten, og knægten, der kørte mig, udstyrede mig med et jakkesæt og en frakke. Jeg tog ud til stadion, gik ud for at gøre klar til kamp med fotografer og alle mulige omkring mig”.
”Thumbs up”
Da ”Big Ron” træder ind på City Ground i sin beige cottoncoat - solbrændt og fuld af selvtillid - vinker han op mod publikum og modtager deres hyldest. Forventningerne om et lykkebringende forår får smilene frem i januar-kulden hos de mange Forest-fans.
Men mens alting tegner lyst, sker det.
”Big Ron” giver fasene en ”thumbs up” som en sidste hilsen og tager så et trin ned i udskiftningsboksen for at rette fokus mod kampen. Som én af de få opdager han ikke sin egen brøler, men det gør de fleste andre omkring ham.
Tilskuerne bag plexiglasboksen forsøger med råb og fagter at fange hans opmærksomhed, og det samme gør en securityvagt ved siden af ham. Først da han ser til siden og langsomt opfatter, at spillerne i boksen er fra Arsenal og ikke Nottingham Forest, går virkeligheden op for ham. Han er gået forkert.
Han klapper én af Gunnars-spillerne på skulderen, smiler lettere forkrampet og kravler op fra boksen for at gå hen til de spillere, han rent faktisk bliver betalt for at hjælpe til sejr.
Sejr bliver det dog ikke til på denne debut-lørdag, hvor et mål af Martin Keown sikrer udeholdet alle tre points. Og måske var Atkinsons debutbrøler på City Ground et varsel.
I hvert fald blev han aldrig en succes hos ”The Reds”, der efter Arsenal-kampen vaklede videre uden at hente de point, der kunne give blot en smule tro på overlevelse.
Allerede i Atkinsons tredje kamp tabte Forest med 1-8 hjemme til Manchester United, og efter yderligere otte nederlag var det slut på fjerdesidste spilledag. Nedrykningen var en realitet, og Ron Atkinson lukkede døren bag sig. Han sagde op, og samtidig meddelte han, at det var slut efter 28 år som manager og hundredvis af optrædener på trænerbænken. Langt de fleste heldigvis på den rigtige....
”Big Ron” havde selvironi nok til at se episoden den 16. januar fra den humoristiske side:
”Jeg så mig omkring, og jeg stod sammen med Dennis Bergkamp, Patrick Vieira og Nelson Vivas. Så var det jeg tænkte: ”Hvordan kan vi være bundhold med disse spillere på holdet?”.
Premier League 1998-99: Nottingham Forest-Arsenal
Premier League 1998-99, 22. spilledag 16. januar 1999, The City Ground, Nottingham, England (26.021 tilskuere)
Nottingham Forest-Arsenal 0-1 (0-1) 0-1 Keown (35.)
Nottingham Forest (4-4-2): Beasant – Lyttle, Hjelde, Armstrong, Rogers – Bonalair (75.: Shipperley), Bart-Williams, Johnson, Gemmill – Darcheville (85.: Quashie), van Hooijdonk. Manager: Atkinson. Arsenal (4-4-2): Manninger – Dixon, Keown, Adams, Winterburn – Parlour, Garde, Petit, Overmars (69.: Vivas) – Bergkamp, Anelka (86.: Upson). Manager: Wenger. |
Kilder
Barnes, Alan; “Football: Forest hire Atkinson the troubleshooter” (independent.co.uk)
Burton, Chris; “Nottingham Forest: 20 years on from ‘Big Ron’ Atkinson and the beginning of the end” (nottinghamforest.news)
“'I haven't got a clue where I am!' - Ron Atkinson's hilarious dugout mistake for Nottingham Forest vs Arsenal” (standard.co.uk)
“Ron Atkinson” (wikipedia.org)
Comments