Dansker fra 3. division fik mystisk stemme ved Ballon d'Or
- henrikmessmer
- 29. dec. 2024
- 11 min læsning
Opdateret: 9. jan.
Til daglig drev Ole Madsen sin egen vognmandsforretning, og efter endt arbejdstid spillede han amatørfodbold i 3. divisionsklubben, HIK. Alligevel kom han i det fineste selskab med profiler som Denis Law, Eusébio og Bobby Morre, da France Football i 1964 kårede Europas bedste spillere. Læs historien om, hvordan det gik til.
Denne historie er fra dengang, The Beatles stadigvæk var korthårede, Berlin-muren kun var få år gammel, og J.F. Kennedy var præsident i USA.
Vi er tilbage i 1963. En lørdag i juni møder det danske landshold Albanien i en kvalifikationskamp til EM foran 26.000 tilskuere i Parken. I front for de 11 udvalgte i rødt og hvidt er den 29-årige centerforward fra HIK, Ole Madsen.
Danmark vinder i sikker stil med 4-0, og Ole Madsen scorer det andet mål. På det her tidspunkt ved ingen, at han før kampen har været på arbejde i sit eget vognmandsfirma det meste af natten.
”Fredag aften kom der bud fra kommunen om, at der var kørsel med jord fra nogle store vejarbejder i den indre by. Men netop fordi det var den indre by, kunne der kun arbejdes og køres om natten, hvor trafikken lå stille. For det første havde jeg ikke råd til at sige nej til ordren, og derefter var det umuligt at skaffe en erstatning for mig selv til jobbet med så kort varsel”, fortæller Ole Madsen i sin selvbiografi ”Skyd Ole!”.
Den danske anfører kunne først lægge hovedet på puden kl. syv om morgenen, og kl. ni måtte han op og afsted til behandling for en skade forud for det vigtige opgør sidst på eftermiddagen.
”Før kampen turde jeg ærligt talt ikke fortælle noget menneske, at jeg kun havde sovet små to timer, og bagefter var der jo ingen grund til det”, skriver Ole Madsen.
I selskab med Law, Eusébio og Moore
Dansk fodbold i midten af 1960’erne så unægtelig meget anderledes ud, end den gør i dag. Samme år som Danmark slog Albanien i Parken vandt Esbjerg det danske mesterskab for tredje år i træk foran årstalsklubberne B1913, B1903 og B1909, mens B1913 vandt pokalturneringen ved at slå Køge i finalen.
Blandt både spillere og ledere var det en udbredt opfattelse, at fodbold handlede om ære. 14 år før den første spiller i den hjemlige liga skrev under på en kontrakt som fyraftensprof, hang fodbold-Danmark fast i en romantisk drøm om, at fællesskabet og glæden ved spillet var vigtigere end penge og personlig vinding. Mange mente, at professionelle fodboldspillere solgte deres sjæl til Djævlen, og derfor var alle divisionsspillere rendyrkede amatører, der ved siden af fodbolden gik på arbejde som skolelærere, kommuneassistenter og murersvende .
Modstanden mod professionalisme betød også, at danske spillere for tid og evighed havde afskrevet sig muligheden for at spille på landsholdet i samme sekund, de skrev under på en kontrakt med en udenlandsk klub. Det danske landshold var kun for amatører, og derfor var vi klart ringere end ellers middelmådige lande som for eksempel Polen, Irland og Grækenland.
De fleste landskampsår gik vi fra nederlag til nederlag, og de ganske få sejre blev typisk hentet hjem mod lande som Norge, Finland, Island, Malta, Luxembourg og altså Albanien. Og selv om de fleste landsholdsspillere var fra 1. division, skete det, at spillere fra både 2. division, 3. division og endda Danmarksserien blev udtaget.
Ole Madsen var en af dem. I Danmark spillede han aldrig højere end i 2. division. Alligevel opnåede han 50 landskampe, og han var anfører i 28 af dem.
Men den mest bemærkelsesværdige oplysning på hans fodbold-CV er nu alligevel, at han her i december måned for 60 år siden blev kåret som en af Europas bedste spillere - på et tidspunkt hvor han spillede som amatør i 3. division.
Den 22. december offentliggjorde France Football resultatet af afstemningen om Europas bedste spiller i 1964. Det var tiende gang, det franske fodboldmagasin uddelte ”Ballon d’Or” (Den gyldne bold), og de første ni gange var det ikke lykkedes for en dansk spiller at få så meget som en stemme. Men tiende gang var lykkens gang.
Forwarden Denis Law fra Manchester United toppede listen foran den offensive midtbanespiller fra FC Inter, Luis Suárez, og Real Madrids højre wing, Amancio. Derudover indeholdt listen navne som Eusébio fra Benfica, Jimmy Greaves fra Tottenham, Lev Yashin fra Dynamo Moskva samt Gianni Rivera og José Altafini begge fra Milan. På en delt 19. plads med en enkelt stemme optrådte ”Ole Madsen” fra ”Hallrup IK”, som France Football omtalte Hellerup Idræts Klub. Her var han i selskab med navne som Giacinto Facchetti og Sandro Mazzola fra Inter, Bobby Moore fra West Ham og Omar Sívori fra Juventus.
Hemmelig afstemning
Midt i 1960’erne var tv-transmitterede fodboldkampe lige så sjældne som ikke-rygere og kvinder med fuldtidsjob. Det samme var statistikker på alt fra assists til clearinger og vellykkede afleveringer. Så selv om det også dengang var europæiske sportsjournalisters kald at kåre kontinentets bedste spiller, var afstemningen i langt højere grad styret af tilgængelige avisreferater, historier på rygter eller de forholdsvis få kampe, den enkelte journalist havde haft mulighed for at se.
Det gjorde det kun endnu mere besynderligt, at Ole Madsen endte i selskab med topprofessionelle spillere fra Europas største ligaer og stærkeste landshold.
Afstemningen var hemmelig, og foregik ved, at hver journalist afgav fra 5 til 1 stemme på de spillere, som han mente havde været kontinentets fem bedste i løbet af året.
De danske medier var i midten af 1960’erne ikke specielt optagede af, hvilken journalist der havde udpeget Ole Madsen som Europas femtebedste spiller ved at placere en enkelt stemme på ham. I mange år var det antagelsen, at manden bag det opsigtsvækkende skulderklap til Ole Madsen var den danske deltager i afstemningen, sportsjournalisten Poul Prip Andersen fra Berlingske. Men da en journalist fra Tipsbladet i 2022 begyndte at grave sig ned i historien for at afdække mysteriet, fandt han frem til et helt andet svar. Mere om det senere.
Blev smidt ud af klubben
Selv om han optrådte i landets tredje bedste række, var Ole Madsen op gennem 1960’erne en af de mest populære spillere i dansk fodbold. Han var ikke den store tekniker, men han leverede altid en 100 procents indsats, og hans næse for mål var uden sidestykke. Når han modtog bolden, var han kun optaget af at få den over stregen, og det lykkedes tit, fordi han havde et enormt hurtigt antrit. Med en lettere sarkastisk undertone sagde man om ham, at det hændte, at han afleverede bolden, men det skete ikke hver sæson.
Han begyndte som barn at spille fodbold for sjov med sine venner og fire brødre ved Utterslev Mose vest for København. Først som 12-årig blev han medlem af Bispebjerg BG, men fodbold på konkurrenceniveau blev aldrig en passion for ham. Han elskede ganske vist intensiteten i kampene, men træningen kedede ham, og efter et par år i klubfodbold droppede han ud for at vende tilbage til hyggespillet i ”Mosen”.
Først som 18-årig meldte han sig ind i serieklubben Stefan fra det københavnske nordvest-kvarter, fordi han savnede at spille kampe. Han fik debut på førsteholdet som 19-årig, men efter fire år i Stefan havde han kun opnået 55 kampe, fordi han ikke passede sin træning. På et tidspunkt blev han endda smidt ud af klubben, fordi han var fraværende hele vinteren og derfor aldrig fandt ud af, at han var i kontingentrestance.
”Min frihedstrang, lysten til kun i min sport at gøre det, der morede mig, har nok været et handicap. Det morer mig hver eneste gang at stille op på banen til en turneringskamp. Så ved jeg, det gælder. Så tæller hver eneste ting, man gør”, skriver han i ”Skyd Ole!”.
Men trods hans manglede engagement på træningsbanerne, kunne talentet ikke holdes nede, og i 1958 begyndte han som 23-årig i HIK, der netop var rykket ned i 3. division. Debuten på landsholdet kom bare et halvt år senere, og i løbet af de næste 11 år scorede han 42 gange i den rød-hvide nationaldragt, hvilket gør ham til den fjerdemest scorende landsholdsspiller i historien efter Jon Dahl Tomasson (52), Poul ”Tist” Nielsen (52) og Pauli Jørgensen (44).
Scorede med hælen
To af målene skilte sig ud fra mængden, og det første af dem scorede han allerede i sin anden landskamp, hvor Danmark sensationelt fik 4-4 på udebane mod Sverige, som på det tidspunkt var viceverdensmestre.
Svenskerne kom foran med 1-0 allerede efter ni minutter, men da AGF-angriberen Henning Enoksen efter målet gav bolden op ved at spille den til Ole Madsen, valgte den lille forward at tage chancen og realisere en gammel drøm fra drengeårene om at lave et sololøb direkte mod mål.
Uventet hurtigt slap han forbi de tre første svenskere i midtercirklen og pludselig havde han en halv tønde land at løbe på uden at møde modstand. Først ved kanten af straffesparksfeltet stødte han på en svensk stopper, som han var lige ved at miste bolden til. Madsen fik fightet den tilbage på egne fødder, pludselig var han alene med den svenske målmand, og så stod det 1-1. Ole Madsen havde fået sit ultimative gennembrud. Fra den ene dag til den anden var det ham, alle raske drenge i skolegården drømte om at være, når de spillede fodbold i frikvartererne.
Det andet berømte mål blev også sat ind mod svenskerne, men først syv år senere i Parken, hvor Danmark for første gang i 14 år besejrede arvefjenden.
Efter 18 minutters spil var Madsen skudt med frem for at modtage et indlæg fra Henning Enoksen, men han kom for sent, og i stedet blev det opsnappet af en svensk stopper. Denne lagde bolden tilbage til sin målmand, men han havde overset, at HIK-forwarden havde fortsat sit løb og nu havde placeret sig mellem stopperen og målmanden. Madsen stod med ryggen mod mål, men i stedet for at vende sig rundt, forsøgte han sig med et hælspark. Den fremadstormende målmand nåede ikke at parere, og så var Danmark foran med 1-0.
Ole Madsens mål med hælen mod Sverige Venskabskamp 20. juni 1965, Københavns Idrætspark, Danmark (50.000 tilskuere) Danmark-Sverige 2-1 (2-1) 1-0 Ole Madsen (18.), 1-1 Persson (30.), 2-1 Ole Sørensen (34.) Danmark (3—3—4): Leif Nielsen – Karl Hansen, Leif Hartwig, Jens Jørgen Hansen – Preben Arentoft, Bent Hansen, Ole Sørensen – Egon Hansen, Knud Petersen, Henning Enoksen, Ole Madsen. Træner: Poul Petersen. Sverige (4-4-2): Arvidsson – Karlsson, Bergmark, Nordqvist, Wing – Eriksson, Lindskog, Mild, Persson – Christiansson, Larsson. Træner: Nyman. |
Ole Madsen havde med sit hælspark sikret sig en berømmelse, der var næsten lige langtidsholdbar som Rolling Stones’ karriere. Historien om det fantastiske mål med hælen blev fortalt igen og igen, og han opnåede næsten samme status i 60’ernes fodbold-Danmark, som Preben Elkjær havde i 80’erne.
Få måneder efter opgøret i Parken skrev han kontrakt med Sparta Rotterdam, og som 30-årig kunne han for første gang i karrieren leve af at spille fodbold. I Rotterdam spillede han 71 kampe og scorede 22 mål i en periode, hvor klubben var blandt de fem-seks bedste i Holland.
Gik glip af OL-finale
Før den professionelle karriere havde han ofte været nødt til at prioritere sin vognmandsforretning højere end både klub- og landsholdsfodbold. Han lagde ikke skjul på, at DBUs kompensation for tabt arbejdsfortjeneste på ingen måde kunne dække hans omkostninger ved at være væk fra virksomheden.
I ”Skyd, Ole!” skrev han i 1963, at han reelt betalte for at tage til udlandet og spille landskampe. DBU kompenserede alle spillere med 65 kroner i døgnet, men hans vognmandsforretning skulle dagligt hente 200 kroner hjem for at få dækket alle udgifter.
Det var også hans vognmandsforretning, der stod i vejen for det, der kunne have været den største triumf i hans karriere. Han var så godt som selvskrevet til at blive udtaget, da landsholdet i 1960 tog til Rom og endte med at hente OL-sølvmedaljer med hjem til Danmark. Men hans arbejde krævede så meget af ham, at han meldte afbud til mange af træningspassene op til OL, og derfor fik han ikke plads i truppen. Den gik i stedet til den syv år yngre Harald Nielsen, som brugte olympiaden som springbræt til en stor karriere i italiensk fodbold.
Mod Lev Yashin på Camp Nou
Men tilbage til 1964 og mysteriet om, hvorfor en dansk 3. divisionsspiller kunne få en Ballon d’Or-stemme, og ikke mindst af hvem?
Forklaringen skal med sikkerhed findes i Danmarks kvalifikation til EM samme år – eller rettere kvalifikationskampene forud for.
I 1964 havde EM-slutrunden kun fire deltagere, men selv om det lykkedes for de rød-hvide at kvalificere sig og dermed manifestere sig blandt Europas fire bedste fodboldnationer, er semifinalepladsen for 60 år siden nærmest usynlig i dansk fodboldhistorie. Nok mest af alt, fordi Danmark slet ikke havde niveau til at være med og kun nåede så langt, fordi kvalifikationen var en ren knock out-turnering, hvor vi mødte en række af Europas miniputnationer. Modstander i første runde var Malta, i anden runde Albanien, og i kvartfinalen Luxembourg. I semifinalen stoppede festen for Danmark da også brat, da holdet for første gang mødte en modstander af høj kvalitet. På Camp Nou blev Danmark udspillet med 0-3 af et sovjetisk mandskab med legenden Lev Yashin på mål.
Det danske landshold ville aldrig være kommet i nærheden af top fire i Europa uden et ekstremt lodtrækningsheld. Omvendt havde vi heller ikke optrådt på Camp Nou en sommeraften i juni uden Ole Madsens imponerende indsats i kvalifikationen.
Den selvstændige vognmand scorede 11 af Danmarks 18 mål på vej mod semifinalen i Spanien, og i opgørene mod Luxembourg leverede han alle seks danske kasser.
Da journalisten Sebastian Stanbury fra Tipsbladet i 2022 satte sig for at researche til bunds, hvem der havde stemt på Ole Madsen, kom det derfor ikke som den store overraskelse, da han fandt svaret.
Det var ikke Poul Prip, men i stedet en journalist fra Luxembourg, der havde vurderet Ole Madsen som Europas femtebedste spiller. Luxembourg og Danmark mødtes i tre kampe i december 1963 - altså før Ballon d’Or-afstemningens tidsmæssige ramme, men det betød åbenbart mindre. Den lille danske forward havde leveret et uudsletteligt indtryk i det lille Benelux-land, og måske var det samme indtryk, der lidt senere skaffede ham en kontrakt som professionel i Holland?
Vinchef og depotejer
Han vendte hjem fra Sparta Rotterdam i en alder af 34 år og blev kort efter udtaget til landsholdet. DBU havde nemlig i mellemtiden ophævet reglen om, at udlandsprofessionelle var bandlyst fra landsholdet til evig tid. På samme måde havde man droppet reglen om, at udlandsproffer fik to års karantæne, når de vendte hjem for at spille amatørfodbold igen. Men glæden ved at indløse direkte billetter til både klub- og landshold blev kort. Allerede året efter hjemkomsten sprængte han et ledbånd i en landskamp mod Norge, og denne skade tvang ham til at stoppe med fodbold på topplan.
Efter karrieren trak han sig mere eller mindre fra offentligheden. Han drev et Tuborg-depot, og han nåede også at være vinchef på Skovshoved Hotel, før han gik på pension.
I slutningen af 70’erne havde han en kort karriere som træner i HIK, og han var derudover jævnlig gæst ved førsteholdets kampe. Men fodbolden fyldte ikke ret meget i hans liv efter karrierestoppet.
Tilbage var kun minderne om drengeårene ved Utterslev Mose, brølet fra 50.000 tilskuere i Parken og en uventet plads blandt Europas største fodboldprofiler i 1964.
Ole Madsen døde i marts 2006 i en alder af 71 år.
Danske spillere med Ballon d'Or-stemmer
Michael Laudrup Placeringer: 4, 5, 7, 10, 11, 13, 18, 19, 20, 26 År: 1985, 1993, 1992, 1995, 1991, 1994, 1990, 1983, 1998, 1986 | Henrik Larsen Placeringer: 13 År: 1992 |
Allan Simonsen Placeringer: 1, 3, 8, 11, 27 År:1977, 1983, 1978, 1979, 1975 | John 'Faxe' Jensen Placeringer: 14 År: 1992 |
Preben Elkjær Placeringer: 2, 3, 4, 21 År: 1985, 1984, 1986, 1987 | Henrik Andersen Placering: 16 År: 1992 |
Peter Schmeichel Placeringer: 5, 8, 12, 17 År: 1992, 1997, 1993, 1999 | Simon Kjær Placering: 17 År: 2021 |
Brian Laudrup Placeringer: 6, 23, 28 År: 1992, 1998, 1996 | John Sivebæk Placering: 18 År: 1985 |
Søren Lerby Placeringer: 12, 13, 33 År: 1985, 1986, 1983 | Ebbe Sand Placering: 18 År: 2001 |
Morten Olsen Placeringer: 15, 17, 18 År: 1986, 1983, 1984 | Ole Madsen Placering: 19 År: 1964 |
Jesper Olsen Placeringer: 8, 18 År: 1983, 1984 | Frank Arnesen Placering: 22 År: 1980 |
Flemming Povlsen Placeringer: 12, 17 År: 1991, 1988 | Jørn Bjerregaard Placering: 27 År: 1967 |
Kilder
De los Reyes, Marco; ”Kommentar: Allan Simonsen og det historiske lavpunkt” (dr.dk)
Madsen, Ole; ”Skyd Ole” (1963)
Stanbury, Sebastian; ”Hvem stemte på Ole Madsen?” (tipsbladet.dk)
Thøgersen, Troels Bager; ”Ballon d'Or-danskerne: Simonsen, Elkjær, Laudrup og alle de andre” (tipsbladet.dk)
”Ole Madsen” (wikipedia.org)
Comments