Italiensk stjernekrig skabte splid i VM-truppen

De to italienske superstjerner, Gianni Rivera og Sandro Mazzola, var evige konkurrenter op gennem 60’erne. Rivaliseringen kulminerede ved VM-slutrunden i 1970, hvor den skabte intern splid i den italienske trup og førte til uroligheder i lufthavnen, da holdet vendte hjem til Rom

Landstræner Ferruccio Valcareggi mente ikke, at der var plads til både Mazzola (t.v.) og Rivera i startopstillingen ved VM i 1970. Derfor blev "La Staffetta"  udviklet – en model, hvor den ene spiller efter en fast aftale overlader ”stafetten” til den anden undervejs i kampen. Det fungerede. Lige indtil finalen.

Det interkontinentale fly med afgang fra Mexico City er tæt på sin destination: Fiumicino-lufthavnen lidt uden for Rom. Det er mandag den 22. juni 1970, klokken nærmer sig 21, og blandt passagerne finder vi nogle af verdens bedste fodboldspillere.

Den tårnhøje venstre back Giacinto Facchetti, den kantede forward med tordenskuddet, Gigi Riva, bull dog-angriberen, Roberto Boninsegna, og ikke mindst de to spilfordelere og superstjerner, Sandro Mazzola og Gianni Rivera. Tilsammen udgør de kernen på et italiensk landshold, som halvandet døgn tidligere har tabt VM-finalen til Brasilien med 1-4.

Slutrunden i Mexico har i tre uger været en verdensbegivenhed. For første gang er kampen om Jules Rimet-trofæet blevet sendt i farver til hele verden, og flere af kampene er blevet spillet i den mexicanske middagshede, så europæerne har kunnet se dem om aftenen i stedet for om natten, så sponsorerne dermed fik fuld valuta for deres investeringer. Alene finalen er blevet set af over 400 millioner verdensborgere.

VM-finalen 1970: Brasilien-Italien

VM-finalen 1970

21. juni 1970, Estadio Azteca, Mexico City, Mexico (107.412 tilskuere)

Brasilien-Italien 4-1 (1-1) 

1-0 Pelé (18.), 1-1 Boninsegna (37.), 2-1 Gérson (66.), 3-1 Jairzinho (71.), 4-1 Carlos Alberto (86.)

Brasilien (4-2-4): Félix – Carlos Alberto (C), Piazza, Brito, Everaldo – Gérson, Clodoaldo – Jairzinho, Tostão, Pelé, Rivelino. Træner: Zagallo.

Italien (4-4-2): Albertosi – Burgnish, Cera, Rosato, Facchetti (C) – Domenghini, Bertini (74.: Juliano), Mazzola, De Sisti – Riva, Boninsegna (84.: Rivera). Træner: Valcareggi.

Kort før indflyvningen kan flyets kaptajn melde, at 10.000 fans venter på at tage imod de italienske sølvvindere.

”Skal vi vælge en anden lufthavn?”, spørger han formanden for det italienske fodboldforbund, Artemio Franchi.

Spørgsmålet er relevant og helt forståeligt. Da Italien fire år tidligere blev sendt hjem fra VM i England allerede efter det indledende gruppespil, blev spillere og ledere bombarderet med rådne tomater fra arrige fans, der en tidlig morgen stod klar i lufthavnen i Genova.

Men med VM-sølvmedaljer i bagagen mener Artemio Franchi ikke, der er noget at frygte. Tværtimod. Han fastholder rejseplanen for ikke at berøve de italienske fodboldfans muligheden for at fejre deres helte.

Det skulle vise sig at være en fatal beslutning.

Ganske vist er en del af de mange tusinde "tifosi" mødt op for at sige tak. Men langt de fleste venter på landjorden for at komme af med en oparbejdet vrede, der har buldret i kroppen siden det sidste dommerfløjt på Azteca Stadion i Mexico City dagen før.

Hjem til Sauerkraut

Kun fem dage tidligere var stemningen i Italien ellers den stik modsatte. Alle storbyer kogte over af glæde, og bilister fejrede med hornet i bund og med passagerer hængende ud af vinduerne, at Italien havde nået den første VM-finale siden Anden Verdenskrig. I en dramatisk semifinale var Vesttyskland blevet sendt hjem til et hverdagsliv med Sauerkraut og Currywurst.

Nyheden om sejrsrusen i hjemlandets gader havde nået den italienske trup på den anden side af Atlanterhavet. Derfor var det ikke så underligt, at lederne havde forventet en mere respektfuld velkomst trods det forventede finalenederlag til Brasilien.

Men det var lige præcis ledelsen, vreden i Fiumicino var rettet imod. I særlig grad beslutningen i finalen om at holde Gianni Rivera siddende på bænken helt frem til det 84. minut. Dele af den italienske presse og mange italienere mente, at VM-trofæet kunne være endt i Italien frem for i Brasilien, hvis den kreative Rivera havde fået mere spilletid.

Den svage Felix

I finalen spillede Brasilien noget af flotteste fodbold, verden har set. 90 minutters frigjort, sambainspireret kreativitet kombineret med teknisk elegance og ægte spillelyst brændte sig til evig tid fast i hjertet på alle, der var heldige at se med fra lægterne i Mexico City eller kunne følge kampen på tv.

Måske lige med undtagelse af de italienere, der med rette påpegede, at brasilianerne slet ikke var så uovervindelige, som de fremstod i finalen. Sydamerikanernes forsvar var skrøbeligt, og målmanden, Felix, var en af turneringens svageste. Kunne en indskiftet Rivera ved pausestillingen 1-1 have sat Brasiliens defensiv så meget under pres, at der slet ikke var blevet rum til brasiliansk magi i den modsatte ende af banen?

Svaret får vi aldrig. Men mange af tifosierne i Fiumicino-lufthavnen var vrede over, at forsøget slet ikke blev gjort. Til trods for at det på forhånd var meldt ud fra træner Valcareggi, at Rivera skulle på banen fra anden halvlegs start.

Valcareggis udfordring

Udfordringen for landstræner Ferruccio Valcareggi (se billede herunder) var, at italiensk fodboldkultur var stærkt påvirket af den succes, som FC Inter og AC Milan havde haft op gennem 60’erne. Begge hold havde brugt Catenaccio-systemet, som fokuserede på at skabe et solidt bolværk foran målmanden ved at have mange spillere bag bolden, at forsvare i lav udgangsposition, mandsopdække modstanderne tæt og have en ekstra gardering bag backlinjen i form af en sweeper, der kunne gribe ind over for modspillere, som slap igennem den tætte markering.

I store dele af fodbold-Italien var der en klar holdning til, at landsholdets succes i Mexico stod og faldt med troen på Catenaccio, og holdningen var delt af den magtfulde leder af den italienske delegation i Mellemamerika, Walter Mandelli.

Han fik overbevist træner Valcareggi om, at den defensive spillestil ikke tillod plads til to kreative 10’ere på holdet, og Valcareggi stod dermed i den paradoksale situation, at han i Gianni Rivera og Sandro Mazzola havde to af verdens bedste spillere, men kun plads til én af dem i startopstillingen.

Valcareggi havde ellers med en vis succes brugt Mazzola og Rivera på samme tid før. Men han bukkede under for presset og valgte Mazzola som sin kreative styrmand.

Nøglefigurer på storhold

Mazzola og Rivera kæmpede op gennem 60’erne en hård og intens kamp om at være Italiens største stjerne. I hvert eneste år fra 1962 til 1974 fik mindst én af dem stemmer i de årlige kåringer af Europas bedste spiller, kaldet Balon d’Or. I syv af de 12 år fik de begge to stemmer. I 1969 blev Rivera nr. 1, og i 1971 blev Mazzola nr. 2 efter Johan Cruyff.

Rivaliseringen mellem Mazzola og Rivera rummede endnu et krydderi. Rivera var 10’er hos AC Milan, og Mazzola hos FC Inter, og de var dermed nøglefigurer på de to Milano-hold, som i løbet af 60’erne var i hård infight om den italienske fodboldtrone. Inter vandt mesterskabet tre gange, Milan to, og de to klubber vandt hver især Europa Cuppen for mesterhold (datidens Champions League) to gange.

Førsteelsker

I et årti, hvor destruktivt spil og vold - både på og uden for banen - fyldte meget, var Gianni Rivera spilleren, der gav håb for dem, som stadigvæk troede på det smukke spil.

Med sit tunge, mørkebrune hår med perfekt sideskilning kunne han godt gå for at være førsteelsker i en Fellini-film. Men det var på fodboldbanen han fra en tidlig alder gav sit publikum nogle uforglemmelige oplevelser.

Gianni Rivera Highlights

Allerede som knægt var hans talent så åbenlyst, at han fik debut for den lokale Serie A-klub, Alessandria som 15-årig.

Et år senere satte han transferrekord, da han blev solgt til AC Milan for 200.000$, og hurtigt fik han kælenavnet "Il Ragazzo d’Oro" – "Den Gyldne Dreng".

I en tid hvor italienerne var tæt på at tilbede defensivt spil lige så meget som den Hellige Madonna, skilte Rivera sig ud fra mængden. Med sine ubesværede og elegante bevægelser, sin spilintelligens, sin kreative flamboyance, sine dribleevner og en teknik, som var få forundt, skabte han rum for sig selv og sine medspillere, hvor ingen andre havde set det.

Far blev slået ihjel

Sandro Mazzola havde mange lighedspunkter med rivalen fra AC Milan.

Manden med det let krøllede hår og det karakteristiske smalle overskæg, der gav ham kælenavnet "Il Baffo", havde ligesom Rivera en fantastisk evne til at forudse spillet og levere de stikninger, som skabte de største målchancer. Han kunne afdrible modspillere i højt tempo med fuld boldkontrol, ligesom han selv var farlig foran mål. Men i modsætning til Rivera var han også en kriger på banen med rå muskelkraft og store lunger. Løbestærk, energisk og duelstærk.

Han blev født bare ni måneder før Gianni, men allerede som barn oplevede han de fordele og ulemper, der følger med i slipstrømmen af berømmelse. Hans far, Valentino, var den ubestridte leder på både det italienske landshold og på ”Il Grande Torino” - storholdet, der i midten og slutningen af 40’erne vandt fem italienske mesterskaber.

Torino udgjorde i denne periode hele rygraden på det italienske landshold, men led en frygtelig skæbne i 1949, og det samme gjorde lille Sandro. På vej tilbage fra en kamp i Lissabon ramlede et FiatG.212-fly med hele Torino-mandskabet ind i basilikaen på Superga-bjerget lige uden for hjembyen. Alle 31 ombord blev slået ihjel. Herunder Valentino Mazzola.

På det tidspunkt var Sandro seks år, og han måtte hele karrieren kæmpe både med sorgen over tabet af sin far og med at skulle leve op helt til urealistiske forventninger om at kunne matche ham på fodboldbanen.

Et granatchok

Rivera fik debut på landsholdet før Mazzola, men fra 1963 optrådte de som regel begge to i den italienske idealopstilling.

For Rivera kom beslutningen om at sætte ham på bænken som lidt af et granatchok. Han havde gennem hele sin karriere driblet sig fra succes til succes. Valcareggis detronisering af ham var et af de første bump på en lang og lige karrierevej.

Hans impulsive reaktion var at indkalde til sin egen pressekonference, hvor han skarpt kritiserede ledelsen af holdet. Særligt skød han på Walter Mandelli, som han beskyldte for at føre en anti-Rivera-kampagne i den italienske presse.

Svaret fra ledelsen var mindst lige så konfrontatorisk. De truede prompte med at sende Rivera hjem, og først da hans træner i AC Milan, Nereo Rocco, dukkede op som fredsmægler i den italienske lejr, faldt der ro på gemytterne.

Montezuma’s hævn

Men dramatikken var ikke overstået. I det indledende gruppespil blev flere af de italienske spillere ramt af Montezuma’s hævn – en klassisk omgang mavediarré, og Rivera var blandt de hårdest ramte. Derfor var det helt naturligt, at han ikke spillede de to første kampe. Først i det tredje opgør blev han skiftet ind i pausen. Uden at imponere slap Italien gennem gruppespillet ved at besejre Sverige 1-0 og spille 0-0 mod både Uruguay og Israel. Catenaccio havde med andre ord sikret tre clean sheets i streg, men offensiven var alt andet end prangende, og italienerne frygtede med god grund for endnu en VM-fiasko forud for kvartfinalen mod værtsnationen Mexico.

Med Rivera tilbage i kampform, var det Walter Mandelli, som fik ideen til, hvordan der kunne skabes balance mellem ham og Mazzola i resten af turneringen. Nemlig via "La Staffetta" – en model, hvor den ene spiller efter en fast aftale overlader ”stafetten” til den anden undervejs i kampen. I dette tilfælde var det forslaget, at Mazzola skulle spille første halvleg og erstattes af Rivera i pausen.

Håbet var, at Mazzola med sin kraft og styrke kunne slide modstanderne op før pausen, hvorefter Rivera fik mere rum til sit kreative arbejde i anden halvleg. Valcareggi købte ideen og fulgte planen i både kvart- og semifinalen. Det viste sig at være vellykket.

Rivera førte taktstokken

Det startede ellers ikke alt for godt i kvartfinalen. Allerede efter 13 minutter lykkedes det for mexicanerne at score, men et selvmål sørgede for italiensk udligning før pausen. Her blev Mazzola som planlagt erstattet af Rivera, og i anden halvleg foldede "gli Azzurri" ("de azurblå") sig for første gang i turneringen helt ud. Rivera svingede taktstokken, mexicanerne blev sat under pres, og på to mål af Riva og et af Rivera opdagede hjemmeholdet og resten af verden, hvad Italien var i stand til, når de lagde et offensivt pres.

Efter VM-slutrunden noterede FIFA i sin slutrunderapport om Riveras indsats i anden halvleg:

”Hans afleveringer var så veltimede og præcise, at spillet blev fuldstændig transformeret.”

30 minutters festfyrværkeri

I semifinalen mod Vesttyskland kom Italien foran allerede efter otte minutter. Men selv om Rivera igen erstattede Mazzola i pausen gjorde det ikke den store forskel. Ikke i første omgang i hvert fald. I overtiden lykkedes det tyskerne at udligne, og så var det nødvendigt med 30 minutters forlænget spilletid for at finde en vinder.

Det blev til 30 minutter dramatisk festfyrværkeri, hvor begge hold kastede al forsigtighed over bord og på bare 17 minutter scorede fem mål. Sejrsmålet i den italienske 4-3-sejr blev sat ind af Rivera, og så havde den lille milaneser sikret sig en endnu større fanskare fra det sydligste Sicilien til det nordligste Bolzano.

I finalen mod Brasilien brød Valcareggi aftalen om "La Staffetta" og lod Mazzola spille næsten hele kampen.

Nu var det helt naturligt forventningen, at den succesrige "La Staffetta" blev gentaget i finalen mod storfavoritterne Brasilien. Sydamerikanerne havde allerede vundet mange fodboldelskeres hjerter med en sprudlende offensiv og - ikke mindst - 15 kreative mål mod lande som Tjekkoslovakiet, England, Rumænien, Peru og Uruguay.

I første halvleg af finalen var det som ventet Brasilien, der sad mest på bolden og satte italienerne under pres. Efter 18 minutter kom de da også foran med 1-0 ved Pelé. Men otte minutter før pausen lykkedes det Italien at slå kontra, og Boninsegna at udligne.

Med 1-1 ved pausen drømmen om VM-guld inden for rækkevidde ved de små tv-skærme i Torino, Milano, Rom og Napoli. Ikke mindst ved tanken om, at Rivera efter pausen ville kunne sætte det brasilianske forsvar under pres. Derfor kom det som et chok for mange, at det var Mazzola og ikke Rivera, der gik på banen til de sidste 45 minutter.

Midtvejs i anden halvleg resulterede det brasilianske pres i endnu en scoring – denne gang ved Gérson – og bare fem minutter senere slog Jairzinho til og bragte sit hold foran med 3-1 – stadigvæk uden reaktion fra den italienske bænk.

Først seks minutter før tid blev Rivera bragt i spil, og da var verdensmesterskabet for længst gledet ud af de italienske hænder. Kun to minutter senere kombinerede brasilianerne sig på overlegen vis igennem den demoraliserede italienske defensiv og scorede et af de flotteste mål i fodboldhistorien. 4-1.

”Leve Rivera”

Efter kampen forklarede Valcareggi sit brud på "La Staffetta"-doktrinen med, at flere af spillerne på holdet var udmattede efter en lang turnering. Han følte sig ikke sikker på, om de alle kunne holde til en hel kamp. Derfor havde han ikke turdet foretage sin første af de to tilladte udskiftninger allerede i pausen.

Denne forklaring var der ikke mange, der købte dagen efter i Fiumicino-lufthavnen uden for Rom. Her var stemningen præget af dagens presseskriverier, som beskyldte Walter Mandelli for at stå bag beslutningen om at holde Rivera på bænken.

Ingen havde taget tomater med denne gang, men skældsord føg gennem luften, og flere fans havde bannere med budskaber som "Viva Rivera, Mandelli in galera" ("længe leve Rivera, Mandelli i fængsel").

Mandelli, Valcareggi og flere andre fra trænerstaben måtte på et tidspunkt flygte over i en hangar, og først et godt stykke over midnat – mere end tre timer efter, at de landede – lykkedes det for en politibil at få dem sikkert ud af lufthavnen.

Valcareggi stod i spidsen for Italien i yderligere fire år frem til 1974. Fire år, hvor holdet leverede flotte resultater med både Rivera og Mazzola på holdet.

Ved den næste store test - VM i Vesttysland – bumlede holdet imidlertid ind i en VM-skuffelse på niveau med 1950, 1954, 1958, 1962 og 1966. Italienerne røg ud allerede efter indledende runde. Denne gang var både Gianni Rivera og Sandro Mazzola med fra start i alle kampe. Men i 1974 var de begge over 30 år og tydeligvis blevet for langsomme.

Og Valcareggi? Han vendte hjem til en fyreseddel - fire år efter den dramatiske aften i Fiumicino.

Kilder

• Foot, John; “Calcio”

• Getters, Rocky; “AC Milan and Italian Golden Boy: Gianni Rivera” (bleacherreport.com)

• Norval, Edd; “Gianni Rivera: The greatest Playmaker in AC Milan History” (thesefootballtimes.co)

• Pelé & Fish, Robert L.; “Mit liv i fodbold”

• Saleem, Omar; “How Inter Legend Sandro Mazzola fulfilled the destiny of his tragic Father” (thesefootballtimes.co)

• “What’s The Goalden Word?” (goaldentimes.org)

• “Sandro Mazzola” (wikipedia.org)

• “Gianni Rivera” (wikipedia.org)