Myten om Gravesen-køb: Blev han forvekslet med skaldet medspiller?
- henrikmessmer
- 20. jan.
- 10 min læsning
Opdateret: 21. jan.
I denne måned for 20 år siden skrev Thomas Gravesen under på sit livs vildeste kontrakt. Han blev dermed en del af Real Madrids berømte Galácticos-mandskab med verdensstjerner som Beckham, Zidane, Figo og Ronaldo. Men det store spørgsmål er, om det overhovedet var Gravesen, Real Madrid ville have? Mange mente, de forvekslede ham med holdkammeraten, Lee Carsley

Lee Carsley (t.v.) og Thomas Gravesen udgjorde i starten af 00’erne en frygtindgydende midtbaneduo i Everton. Den ene havde nr. 26, den anden nr. 16, mens ellers var der ikke den store forskel på dem. De var begge pilskaldede og havde fysik som romerske brydere.
Thomas Gravesen stiller sig i døren. Han suger det hele til sig. Om få sekunder træder han ind i en verden for de særligt udvalgte. En verden, hvor mange af klodens bedste fodboldspillere optræder på det samme hold både til træning og kamp. Nu er ”Graver” en del af det.
Vi har skruet tiden 20 år tilbage. På ganske få dage i januar-transfervinduet har den danske midtbanespillers liv taget en helt uventet drejning. Efter fire et halvt år som hårdkogt midtbanedynamo i Everton har han skrevet kontrakt med Real Madrid og er dermed blevet en del af den spanske kongeklubs berømte ”Galácticos”-hold fra de tidlige 00’ere. Et mandskab, der i 2005 blandt andre rummer fire tidligere Ballon d'Or-vindere.
”Den første dag, jeg kom til træning og satte mig på bænken, kiggede jeg til venstre, og her sad Roberto Carlos og klædte om ved siden af mig. På den anden side sad Zinedine Zidane. Så var det, jeg tænkte: Allright. Det er lige her, jeg hører til”, storgrinede Thomas Gravesen, da han for fem år siden fortalte tv-stationen Sky Sports om sin tid i Spanien.
Bare fire dage efter kontraktunderskrivelsen fik han debut. I en kamp mod Real Zaragoza erstattede han Luís Figo efter 68 minutter for at finde ind i samspillet med David Beckham, Raúl, Zinedine Zidane og Roberto Carlos. Brasilianske Ronaldo havde et minut tidligere ladet sig udskifte. Hvis knægten fra Vejle måtte knibe sig selv i armen denne aften på Estadio Santiago Bernabéu, var det helt forståeligt.
Fodboldens posterboys
Det blev kun til halvandet år i klubben, men hvilke 18 måneder. Thomas Gravesen var 100 procent sig selv i alt, hvad han foretog sig. Både på og uden for banen. Med sin vildskab, sin passion og sin forkærlighed for spas satte han et uudsletteligt indtryk i en klub, der igennem flere år havde købt mindst én verdensstjerne hver sommer og dermed skabt et hold af fodboldens største posterboys. For Real Madrids ledelse handlede det om at skabe verdens bedste mandskab, men i lige så høj grad om at cashe ind i milliardklassen på tv-rettigheder, sponsorater, billet- og trøjesalg.
Det store spørgsmål er den dag i dag, om det overhovedet var Thomas Gravesen, Real Madrid skulle have skrevet kontrakt med? 20 år senere lever myten i bedste velgående om, at det i virkeligheden var Gravesens holdkammerat, Lee Carsley, der skulle have været sydpå for at give fylde på den defensive midtbane.
”Graver” og ”Cars” udgjorde i starten af 00’erne en frygtindgydende og uhyre effektiv midtbaneduo i Everton. Den ene havde nr. 16, den anden nr. 26, mens ellers var der ikke den store forskel på dem. De var begge pilskaldede og havde fysik som romerske brydere.
Men selv om de lignede hinanden til forveksling og spillede side om side på den centrale midtbane hos ”The Toffees”, var der afgørende forskel på deres spillestile.
Lee Carsley var den defensive af de to. Han spillede med stor disciplin som oprydder foran fire back-kæden bag ham. Gravesen var mere en boks-til-boks-spiller, der både kunne deltage i defensiven og samtidig være kreativ og støbe målfarlige kugler til frontløberne.
Mad Dog
2004-05-sæsonen var en af de mest succesrige for Everton i mange år. Klubben lå solidt placeret på fjerdepladsen i Premier League, da de engelske hold havde været igennem juleprogrammet. Men trods succesen for både Everton og deres danske landsholdsspiller kom det nu alligevel som en bombe, da Real Madrid viste interesse for ”Mad Dog”, som Evertons fans kaldte ham.
Den spanske storklub var på jagt efter en ny Claude Makélélé, som havde forladt Madrid halvandet år tidligere. Over en periode på tre år havde franskmanden rendt rundt på ”Los Blancos” midtbane og ryddet op efter sine angrebsivrige ”Galácticos”-medspillere. Nu havde han efterladt et hul, der åbenlyst gjorde Real Madrid sårbare, og det var dette hul Gravesen skulle udfylde. Men trods hans ubestridte kvaliteter i Premier League blev valget mødt med undren.
For det første fordi han på ingen måde passede ind i det velpolerede Galácticos-image af dyrt indkøbte superstjerner. Luís Figo havde kostet 60 mio. euro, Zinedine Zidane 77,5 mio., Ronaldo 45,0 mio. og David Beckham 37,5. Prisen for Gravesen var 3,4 mio.
For det andet fordi ”Gravers” spillestil slet ikke passede til jobbeskrivelsen, og det var særligt dette forhold, der fødte rygtet om Real Madrids forveksling og transferbommert.
"Har de fået fat i den rigtige?"
Allerede i januar 2005 begyndte debatten på diverse fanfora, og anerkendte fodboldkommentatorer bidrog til historien om, at Real Madrid måtte have forvekslet de to Everton-spillere. Lee Carsley ville have passet meget bedre ind i rollen som udsmider på Real Madrids midtbane. Han var objektivt set ikke en bedre spiller end Gravesen. Men hans kvaliteter som defensivt anker var præcis, hvad den spanske hovedstadsklub havde brug for. Gravesens mere offensive spillestil var der ikke brug for, og han havde ikke nok disciplin til at udfylde en fastlåst, defensiv position gennem en hel kamp.
Evertons manager, David Moyes, var blandt dem, som pustede til rygtet om fejlkøbet. I et interview med Open Goal sagde han:
“Alle plejede at forveksle ham (Gravesen, red.) med Lee Carsley, så da Real Madrid kom efter ham i Everton, sagde vi: ”Har de fået fat i den rigtige? Er det Carsley, de vil have, eller er det Tommy Gravesen? De to skaldede og alt det der.” Tommy var skør på en god måde. Han var en fantastisk spiller. Han kunne holde dig væk, han kunne holde fast i bolden, og vi elskede ham, men, du ved, vi kunne ikke fatte det.”
Lokalavisen Liverpool Echo var ikke i tvivl:
”Den skaldede sandhed er, at Real Madrid har fået den forkerte mand”, skrev de.
Om rygterne talte sandt, bliver aldrig opklaret. Real Madrid kommer aldrig indrømme det, hvis de begik en fejl. Men historien lever, og det er kun halvandet år siden, Lee Carsley endnu engang måtte forholde sig til den:
"Det er en fantastisk historie, men enhver, der tror på sådan et rygte, kan ikke have set os spille den sæson: Vi ligner hinanden lidt, men Thomas var så meget bedre end mig,” sagde han til magasinet FourFourTwo.
”Det er Real Madrid, mand”
Gravesen hørte først om interessen fra ”Los Blancos” få dage før, kontrakten blev underskrevet. Han har fortalt, at det skete, mens han var i biografen med sin bror. Midt under filmen ringede hans agent, John Sivebæk.
”Min agent sagde ”Madrid har ringet”. Jeg tænkte på Atlético Madrid, og i forhold til dem foretrak jeg at blive i Everton. Så sagde han: ”Det er Real Madrid, mand”. Da var jeg lige så overrasket, som alle andre”, griner Thomas Gravesen i et interview med Sky Sports.
Da han mødte op til præsentation foran verdenspressen i Madrid to dage efter kontraktunderskrivelsen, var der dog ingen tvivl hos Real Madrids ledelse.
Præsidenten Florentino Pérez kaldte ham for spilleren, Real Madrid havde manglet. Store ord når man ser på hvem der ellers spillede i klubben. Vicepræsident Emilio Butragueno afviste, at den farverige dansker ville ødelægge klubbens velpolerede overflade:
”Vi vil meget gerne have spillere med personlighed”, sagde han, og det fik de!
Allerede til præsentationen viste Gravesen, at han ikke havde tænkt sig at blende ind. Han mødte op i Evertons mørkeblå jakkesæt og slips. Det var der næppe ret mange, som opdagede, men hjemme i Liverpool sad hans nu tidligere holdkammerater og grinede over det.
Da Lee Carsley senere talte med Gravesen om det, fik han svaret: ”I had to represent the club, lad.”
”Bedre end Beckham”
Spaniens mest læste dagblad bød ham velkommen til Madrid med en satiretegning af Shrek på forsiden, og fra dette øjeblik gik han under kælenavnet ”El Ogro” (trolden) i spansk presse.
I Danmark red medierne også med på bølgen. Journalisterne vaklede mellem lige dele undren over købet og grænseløs stolthed over, at verdens største klub nu havde åbnet døren for den tredje dansker i historien efter Henning Jensen (1976-79) og Michael Laudrup (1994-96).
Ekstra Bladet gik som altid forrest. Efter bare 22 minutters Gravesen-indsats i debutkampen på Estadio Santiago Bernabéu konstaterede avisen med store typer på forsiden ”Bestået” og ”Bedre end Beckham”.
Det første halve år i klubben lignede da også en ubetinget succes. Danskeren blev hurtigt fast mand, og han fandt ind i rollen på den defensive midtbane, selv om det stred mod hans natur som spiller. Hans første fem kampe i den hvide dragt kastede fem sejre af sig, og i det fjerde opgør scorede han sit første og eneste mål for madrilenerne.
I en Champions League-kamp mod Juventus i februar var han endda blandt banens bedste i et opgør, hvor han delte opmærksomhed med Del Piero, Zlatan, Cannavaro, Buffon, Nedved og selvfølgelig sine egne holdkammerater.
”Han skulle rydde op og dække af efter alle stjernerne, og det gjorde han fremragende i den kamp. Han distribuerede boldene, var sikker i sin indgriben og i omgangen med bolden. Alle var meget imponeret af ham i den kamp, for det var på højeste niveau mod en fin modstander. Det var bare wauw”, fortæller hans agent John Sivebæk til DR.
På dette tidspunkt var superstjernen Ronaldo også begejstret:
”Han har givet holdet en bedre balance mellem det defensive og det offensive, som nu hænger bedre sammen. Når vi nu taber bolden i angrebet, og modstanderholdet sætter et kontraangreb ind, så er vi mere trygge, fordi der er kommet mere stabilitet i det defensive”, sagde Ronaldo.
Champions League 2004-05: Real Madrid-Juventus Champions League, ottendelsfinale, 1. kamp 22. februar 2005, Santiago Bernabéu, Madrid, Spanien (75.000 tilskuere) Real Madrid-Juventus 1-0 (1-0) 1-0 Helguera (31.) Real Madrid (4-4-2): Casillas – Salgado (9.: Raúl Bravo), Helguera, Samuel, Roberto Carlos – Beckham, Gravesen, Zidane, Figo – Raúl (C), Ronaldo (76.: Owen). Træner: Luxemburgo. Juventus (4-4-1-1): Buffon – Zebina, Thuram, Cannavaro, Zambrotta – Camoranesi, Émerson, Blasi (68.: Tacchinardi), Nedved (36.: Olivera) – Del Piero (C) (81.: Zalayeta) – Ibrahimovic. Træner: Capello. |
”En håndgranat med splitten trukket”
Men lige så fokuseret Thomas Gravesen var på banen, lige så vild og uforudsigelig var han uden for. Det ændrede han ikke på, blot fordi han var blevet en del af kongeklubbens inventar. Tværtimod begyndte hans nye holdkammerater at forstå, hvorfor han var blevet kaldt ”en håndgranat med splitten trukket”.
I Everton overgik han en lang række af gale påfund, da han en dag begyndte at skyde med raketter fra den ene ende af en 50 meter lang gymnastiksal til den anden. Det unge stortalent Wayne Rooney stod i den anden ende og skød retur.
I Real Madrid tumlede han rundt med holdkammeraterne. Mange kom i klemme i hans berømte bjørnekrammere, og da han en dag havde kastet sig ud i en venskabelig brydekamp med Ronaldo, endte infighten med, at brasilianeren mistede en fortand.
Verdensstjernerne havde fået en holdkammerat ud over det sædvanlige. Men flere af dem har senere sagt, at ”Graver” bragte god energi ind i truppen, og at de var glade for at have ham som holdkammerat.
"Kæreste med pornoskuespiller"
Efter de første seks måneders succes på banen, blev den efterfølgende sæson 2005-06 en noget mere blandet fornøjelse. Holdets resultater var svingende, og Gravesen var som oftest skadet eller bænkevarmer. Samtidig havde han sværere og sværere ved at håndtere mediernes massive mandsopdækning, der ikke ligefrem blev mindre, da han blev kæreste med pornoskuespilleren Kira Eggers.
I takt med at antallet af spilleminutter faldt, blev hans forhold til både de spanske og danske medier yderst anstrengt. Den oprindelige eventyrhistorie om danskeren, der overgik alles forventninger, blev oftere og oftere til fortællingen om en fejlagtig investering i en mand, som slet ikke havde niveau til at begå sig på øverste hylde.
Gravesens frustrationer kulminerede forud for sæsonen 2006-07. Real Madrid havde på dette tidspunkt ansat Fabio Capello som ny træner, og den kontante italiener havde ikke just meldt sig ind i danskerens fanklub.
Under en træningslejr i Østrig gik Gravesen et par gange ind i hårde tacklinger på den nye verdensstjerne og holdkammerat, Robinho. Det fik brasilianeren op i det røde felt, og de to var tæt på at ryge i infight, men blev bremset af holdkammerater, som fik trukket dem fra hinanden. Dette optrin gjorde intet godt for danskerens fremtidsudsigter i Madrid.
Kort efter skulle klubben på træningslejr til USA, og inden da gjorde Capello det klart, at han ikke skulle med. Han fik desuden besked på, at der ikke ville blive brug for ham i den kommende sæson. Han var sat til salg. Kort efter skrev han kontrakt med Celtic.
Blændet af lyset fra Real Madrid
I dag optræder han jævnligt på lister over Real Madrids største flopindkøb, og der florerer videoer på nettet, som gør grin med hans spillestil. Men flere af hans tidligere holdkammerater forsvarer ham. De anerkender, at han manglede taktisk disciplin, men mener at han passede godt ind på holdet.
Thomas Gravesen har mange gange fortalt, hvor stor en oplevelse, det var for ham at være en del af Galácticos-projektet.
”Det var en enorm spændende tid og en helt anderledes oplevelse end Vejle, Hamborg og så sandelig også Everton. At komme ned til Real Madrid, hvor der var en helt anden fokus på promovering af klubben, og måden klubben fremstår på, og de spillere, der blev købt dengang. Det var en enorm oplevelse af se det her kæmpe, kæmpe maskineri”, har han sagt til Eurosport.
Over for Sky Sport anerkender han dog, at det ikke var en ubetinget succes.
”Man kan altid reflektere over, hvad der skete dernede, og om jeg skulle have gjort det. Men jeg blev blændet af lyset fra Real Madrid og med de spillerne, der var der, da jeg kom til klubben, kunne jeg ikke sige nej”.
Da han stoppede karrieren i 2009 erkendte han ifølge forfatteren til biografen ”Gravesen”, at det havde givet mere mening, hvis Real Madrid havde købt hans holdkammerat.
”Jeg blev købt forkert, helt klart. Jeg ved ikke, hvordan de så mig, men jeg er jo ikke nogen defensiv oprydder. Sådan ser jeg i hvert fald ikke mig selv. De skulle have købt Lee Carsley i stedet for”.
Kilder
Boyland, Patrick + Crafton, Adam; “Why did Real Madrid sign Thomas Gravesen from Everton?” (nytimes.com/athletic)
Dabbs, Ryan; “Lee Carsley addresses the suggestion Real Madrid really wanted to sign HIM in 2005 but mistakenly bought Thomas Gravesen” (fourfourtwo.com)
Gernigon, Frederik; ”Gravesen på pinlig liste: Blandt Real Madrids 11 dårligste nogensinde” (bt.dk)
Josevski, Aleksandar; ”Før aftenens CL-brag: Da Gravesen debuterede mod Juve for 10 år siden” (dr.dk)
Okstrøm, Oliver; “Tog Gravesen Real-plads fra ham? Nu forklarer han” (tipsbladet.dk)
Sweeney, Chris; “Gravesen”
”Galacticos” (wikipedia.org)
”Gravesen ser tilbage på karrieren: Jeg skulle være blevet i Real Madrid” (tipsbladet.dk)
“Gravesen fortæller om vild tid blandt store stjerner i Madrid: 40 mand i kø for at hilse på Ronaldo” (eurosport.dk)
“Thomas Gravesen tells the story behind his 'surprise' transfer to Real Madrid” (Sky Sports Premier League – youtube.com)
”Ny bog: Hentede Real Madrid Gravesen ved en fejl?” (plbold.dk)
“The Forgotten Real Madrid signing from the Galácticos era: Thomas Gravesen” (Rabona TV – youtube.com)
“Thomas Gravesen: Inside the crazy life of former Everton and Real Madrid man” (onefootball.com)
Comments