SuperSub: Bænkevarmeren der scorede fire mål på 13 minutter

Ole Gunnar Solskjær blev aldrig stamspiller på 90’ernes og 00’ernes Manchester United-hold. I stedet udviklede han sig til verdens bedste SuperSub, og for 25 år siden leverede han en præstation til historiebøgerne

Ole Gunnar Solskjær er ikke blandt de bedste spillere i Manchester Uniteds historie. Men han er alligevel blevet en legende, hvilket fansene markerede med dette banner, da de sagde farvel til ham som manager for klubben i 2021. Her havde de meget kreativt mixet hans trøjenummer og navn til: ”2Olegend”.

Ved sidelinjen småtripper Manchester Uniteds krøltop af en angriber, Ole Gunnar Solskjær.

Endnu engang har han tilbragt det meste af en Premier League-kamp på bænken, tålmodigt ventende på en smule spilletid. Nu har han fået besked på at gøre sig klar.

Det er en lørdag i februar for 25 år siden, og den klejne nordmand har ild i øjnene. Han vil ind og bevise, at han er for god til rollen som bænkevarmer.

Der mangler 19 minutter af kampen, og sejren er allerede hjemme. United fører 4-1 over hjemmeholdet Nottingham Forest og kan i princippet cruise sig vej mod sidste dommerfløjt.

Assistenttræner Jim Ryan står ved Solskjærs side og giver ham de sidste instrukser, som grundlæggende er: Vi behøver ikke flere mål. Bare sørg for at flytte bolden rundt og spil enkelt og simpelt.

Men den slags beskeder giver man ikke til en mand, der kæmper en intens kamp for at skifte den evige reservetjans ud med en fast plads i startopstillingen. Så da kampen bliver fløjtet af et par og tyve minutter senere, har ”The baby-faced assassin” skrevet Premier League-historie.

Amatørfodbold i 3. division

Solskjær har spillet for ”De røde djævle” i 2 ½ år, og han er i samme periode gået fra at være stort set ukendt uden for Norge til at blive en profil på et af verdens bedste klubhold.

De første 5-6 år af sin seniorkarriere spillede han amatørfodbold i den lokale 3. divisionsklub Clausenengen FK i Kristiansund på den norske sydkyst. Her scorede han 115 mål i 109 kampe, og det fik Molde til at tilbyde ham en kontrakt og en plads på klubbens hold i den bedste norske række. Her gjorde han i halvandet år livet surt for enhver forsvarsspiller og målmand med 31 mål i 42 kampe. Nok til at han lige efter EM 1996 overraskende fik kontrakt med selveste Manchester United.

Alex Ferguson havde været på jagt efter topscoreren i de seneste to sæsoner i Premier League, men Alan Shearer blev snuppet af Newcastle. I stedet valgte Sir Alex at satse på Solskjær, som han købte for en slik. Faktisk kunne have fået syv spillere i nordmandens prisklasse og alligevel have brugt færre transferpenge, end Shearer ville have kostet.

Forventningerne til det nye indkøb var lige så beskedne som transfersummen. Men Solskjær formåede i sin første sæson på Old Trafford at overraske alt og alle. I 25 ud af 38 Premier League-kampe var han med fra start, og han scorede 18 mål. Han blev Uniteds topscorer og indtog en delt tredjeplads på ligaens topscorerliste i selskab med Robbie Fowler fra Liverpool – kun overgået af Ian Wright fra Arsenal og – selvfølgelig - Alan Shearer.

For god til at være sand

Solskjærs debutsæson var næsten for god til at være sand, og det var den desværre også.

I 1997-98 startede han kun inde 15 gange og scorede seks mål, og før kampen på City Ground i Nottingham har han i første halvdel af 1998-99 kun fået fem starter og har scoret seks mål.

Derfor er det en fodboldsulten Solskjær, som løber på banen i Uniteds hvide udebanetrøje denne eftermiddag, og allerede efter otte minutter viser han, hvad han er allerbedst til. Højre back Gary Neville går til baglinjen og centrer bolden fladt ind foran mål igennem et udspillet Nottingham Forest-forsvar. Ved den fjerneste stolpe står Solskjær helt fri, og han skal bare sætte foden på bolden, så ligger den i kassen. 1-5.

Syv minutter senere er han på pletten igen. Han får en lang aflevering i dybden fra David Beckham. Nottingham Forest’s målmand løber ud imod ham og får reddet hans skud ved kanten af straffesparksfeltet. Men bolden ryger tilbage til Solskjær, der finter målmanden væk og sender den i nettet. 1-6.

I selskab med Beckham og Schmeichel

Beckham var blot én af stjernerne på Uniteds hold i 1998-99-sæsonen, hvor klubben hentede The Treble som det første engelske hold nogensinde.

Schmeichel var selvskreven på mål, og i forsvaret spillede profiler som Gary Neville og Jaap Stam. På midtbanen Paul Scholes, Ryan Giggs og Roy Keane og i angrebet Dwight Yorke, Andy Cole og Teddy Sheringham.

Cole og Sheringham kom lige så skidt ud af det sammen som et skilsmissemodent ægtepar, og det var én af årsagerne til, at Ferguson spillede med Yorke og Cole som fast A-kæde og med Sheringham og Solskjær som back up eller indskiftere.

”…and it’s Solskjær again”

Da kampen i Nottingham er gået i overtid ved stillingen 1-6, fortsætter United med at rulle det ene angreb efter det andet frem mod hjemmeholdets mål. I det 91. minut finder Scholes en udækket Solskjær, der i venstre side af straffesparksfeltet stopper bolden med venstre fod, får tid til at lade den hoppe en enkelt gang for så derefter at tordne den i mål med højre foden. 1-7.

Bare to minutter senere slår han til igen.

Paul Scholes misser et fladt indlæg fra Nicky Butt. Hans forsøg på at skyde på mål ender i en tilfældig aflevering til dagens superhelt, som resolut banker den i kassen. 1-8, og tv-kommentatoren lyder næsten helt træt, da han i et afdæmpet tonefald tørt konstaterer: ”…and it’s Solskjær again”.

43 sekunder før tid

Fire mål på 13 minutter ville for de fleste topspillere være et ultimativt karrierehøjdepunkt. Men bare 3½ måned efter det kølige vinteropgør på City Ground, leverede han et endnu større øjeblik til sin personlige scrapbog, da United mødte Bayern München i Champions League-finalen.

Han startede igen på bænken, og først i det 81. minut fik han adgangsbillet til grønsværen. På dette tidspunkt var United bagud med 1-0, og det var også stillingen efter 90 minutters spil. Men for et United-hold under ledelse af Alex Ferguson var en kamp aldrig tabt, før dommeren havde fløjtet af, og det blev mere end nogensinde bekræftet den 26. maj 1999.

I løbet af tre minutters tillægstid lykkedes det Teddy Sheringham at udligne, og bare 43 sekunder før tid fik Solskjær en fod på et svagt hovedstødsforsøg fra samme Sheringham og dirigerede bolden i mål. De engelske fans på Camp Nou gik amok. Peter Schmeichel fejrede sejren med sit berømte kraftspring, og Bayern-spillerne sank sammen på græstæppet i fortvivlelse og gråd.

Brokkede sig aldrig

Der er andre spillere, som har overgået nordmanden, når det gælder flest scorede mål som indskifter. Men hans præstationer i Nottingham og Barcelona har gjort ham til den mest berømte SuperSub i fodboldhistorien. Han var ikke specielt begejstret for rollen, men accepterede den til sidst og brugte den i stedet som en styrkeposition. Man hørte aldrig Solskjær brokke sig over sin bænkevarmertilværelse.

I stedet redefinerede Solskjær og Ferguson i fællesskab reservebænkens betydning. Fra at være et sted for spillere, der ikke var gode nok til start 11’ren, til at blive en slagkraftig artilleristilling, der kunne aktiveres mod slutningen af kampe, hvor ”De røde djævle” var tæt på at miste point.

Solskjær blev han manden, der gav fansene noget at tro på, uanset hvor sort det så ud.

Hans præstation på City Ground er kun blevet overgået en enkelt gang i dette århundrede. Nemlig da Robert Lewandowski som indskifter for Bayern München i 2015 scorede fire mål på surrealistiske fem minutter og 42 sekunder. Han nåede endda at score fem mål på under ni minutter i en kamp mod Wolfsburg.

En legende

Trods sine evner til at vende slaget for ”De røde djævle” hører Solskjær ikke til blandt de største navne på Old Trafford. Men hans betydning som SuperSub har alligevel givet ham legendestatus i sådan en grad, at han selv efter fyringen som manager for klubben i 2021 blev hyldet på fantribunen Stretford End.

Som manager fik Solskjær aldrig vendt lykken for den hårdt plagede klub på samme mirakuløse måde, som han gjorde som spiller. Men i den første hjemmekamp efter hans fyring blev hans betydning for klubben markeret med et banner, hvor hans trøjenummer og fornavn smeltede sammen i et respektfuldt:

”2Olegend”

England Premier League 1998-99: Nottingham Forest-Manchester United

24. spilledag i Premier League 1998-99 6. februar 1999, The City Ground, Nottingham, England (30.025 tilskuere)

Nottingham Forest-Manchester United 1-8 (1-2) 

0-1 Yorke (2.), 1-1 Rogers (6.), 1-2 Cole (7.), 1-3 Cole (49.), 1-4 Yorke (66.), 1-5 Solskjær (80.), 1-6 Solskjær (87.), 1-7 Solskjær (90.+1), 1-8 Solskjær (90.+3)

Nottingham Forest (4-4-2): Beasant (C) – Harkes, Palmer, Hjelde, Armstrong (74.: Porfírio) – Stone, Gemmill (57.: Mattsson), Johnson, Rogers – Darcheville, van Hooijdonk (25.: Freedman). Manager: Atkinson.

Manchester United (4-4-2): Schmeichel – G. Neville, Stam, Johnsen, P. Neville – Beckham, Keane (C) (71.: Curtis), Scholes, Blomqvist (75.: Butt) – Yorke (71.: Solskjær), Cole. Manager: Ferguson

Kilder

• Atzenhoffer, Thomas; “15 Greatest Super-Subs in World Football History” (bleacherreport.com)

• Barrett, Norman; “The Telegraph: The complete History…”

• Cox, Michael; “The Mixer”

• Murray, Trevor; “Ole Gunnar Solskjaer: the super-sub who became an unlikely legend” (thesefootballtimes.co)

• Norval, Edd; “Ole Gunnar Solskjær: the super-sub who lived up to his billing with four record-breaking goals in 1999” (thesefootballtimes.co)

• White, Jim; “Manchester United – The Biography”

• “Ole Gunnar Solskjær” (Wikipedia.org)