Syv sorte katte hjemsøgte argentinsk storklub i 34 år

Independiente og Racing Club bor 300 meter fra hinanden, men rivaliseringen mellem de to argentinske storklubbers fans er en giftig cocktail af vold, skyderier og endda nedkaldelse af en forbandelse, der fik langt større effekt, end gerningsmændene formentlig havde forestillet sig.

Efter at Racing Club vandt verdensmesterskabet for klubhold begravede fans fra Independiente syv sorte katte på deres hjemmebane. De efterfølgende 34 år blev Racing Club mere og mere overbevist om, at kattene havde nedkaldt en forbandelse over den falmende storklub.

Året er 1980. Vi befinder os i havnebyen Avellaneda syd for den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

Ude i den store verden har Sony netop lanceret den første walkman, Margaret Thatcher er blevet valgt til premierminister i Storbritannien, og det kommunistiske styre i Kina har besluttet, at hver familie kun må få et barn.

Men her i den industritunge by er det noget helt andet, der fylder tankerne. I hvert fald for dem, som har viet deres hjerter til Racing Club – den ene af Avellanedas to store fodboldklubber.

Racing har netop ansat Juan Carlos ”Toto” Lorenzo som ny træner, og han er ikke en hr. Hvemsomhelst. ”Toto” har været landstræner for Argentina ved to VM-slutrunder, og han har svinget pisken hos både Roma, Lazio, Atlético Madrid, River Plate og Boca Juniors. Nu er han hyret ind til at hente titler hjem til Racing Club.

Men inden ”Toto” kaster sig over at sammensætte et slagkraftigt mandskab, har han fremsat et væsentligt - og noget usædvanligt - krav: Han vil have gravet hele græstæppet op på klubbens hjemmebane. Ikke for at få anlagt et nyt og bedre, men for at finde syv sorte katte, der efter sigende skulle ligge begravet under banen.

Historien om kattene går tilbage til 1967. Til dengang Racing Club vandt sin seneste titel.

Den 4. november sikrede klubben sig sin største triumf nogensinde ved at vinde Intercontinental Cup - det årlige opgør mellem de sydamerikanske og europæiske mestre. Efter sejr over skotske Celtic kunne Racing Club som det første argentinske mandskab nogensinde kalde sig verdens bedste klubhold.

Triumfen kom i hus i den uruguayanske hovedstad Montevideo 250 kilometer øst for Buenos Aires, og sejren fik Racing-fans til at gå amok i sejrsrus. Det gjaldt både de tusindvis, der havde taget den korte sejltur over River de La Plata for at følge deres idoler, og alle dem, der havde fulgt kampen på skrantende transistorradioer hjemme i Avellaneda.

Men mens sejren var det største øjeblik i livet for mange Racing-fans, fik resultatet et øjeblik tilværelsen til at gå i stå for tilhængerne af Avellanedas anden storklub, Independiente.

Skyderier, drab og heksekunst

Fans af de to klubber har været dødsfjender i mere end en menneskealder – en rivalisering, der har givet begrebet ”nabokrig” en helt ny betydning.

Der er kun 300 meter mellem de to klubbers hjemmebaner, men når ”Los Diablos Rojos” (De røde djævle) fra Independiente møder de lyseblå- og hvidstribede fra Racing Club er luften over Avellaneda tyk af fjendskab, og i kulissen har vold, skyderier og i enkelte tilfælde drab mange gange taget opmærksomheden fra spillet på banen i ”Derby de Avellaneda”.

Inden Racing Club vandt Intercontinental Cup havde Independiente to gange været snublende tæt på at overhale dem inden om. Både i 1964 og 1965 blev "De røde djævle" sydamerikanske mestre, men begge gange tabte de efterfølgende Intercontinental Cuppen til FC Inter fra Italien.

Nu var det Racing Club, der havde erobret verden. Avellaneda var klædt i lyseblåt og hvidt, og for tilhængerne af Independiente var det selvfølgelig som at gnide salt i et åbent sår. I et land, hvor fodbolden fylder næsten lige så meget som Gud og den hellige Madonna, kan sådan en ydmygelse få det værste frem i de typer, der udtrykker deres opbakning gennem lige dele passion og aggression. Sådan var det også denne dag i den argentinske havneby.

Mens halvdelen af Avellaneda kørte rundt med hornet i bund for at fejre VM-titlen, havde en lille gruppe Independiente-tilhængere besluttet sig for at få frustrationerne ud af kroppen ved at nedkalde en forbandelse over fjenden.

I aftenens mulm og mørke lykkedes det for dem at komme ind på Racings cirkelformerede stadion, El Cilindro. Det er aldrig blevet opklaret, hvordan de kom ind. Om de begik indbrud, eller om de blev lukket ind af en ansat med Independiente-sympatier. Men ind kom de og med sig havde de syv katte, der var lige så døde, som de var sorte.

I Kristendommen har den sorte kat i århundreder været forbundet med djævelskab, og derfor var det ikke grebet ud af den blå luft, at den lille gruppe ”Los Diablos Rojos”-tilhængere begravede kattene under El Cilindro. De var nu overbeviste om, at de havde nedkaldt en forbandelse over rivalerne fra Racing Club, der ville forrykke magtbalancen i byen. I hvert fald for en tid.

Da rygtet om kattene spredtes, havde mange Racing-spillere og -fans svært ved at tage historien alvorlig. Men som årene gik, kom de nu alligevel i tvivl.

Triumfen i Montevideo blev nemlig den sidste for Racing Club i flere årtier, og samtidig blev 1967 affyringsrampe for en ny storhedstid for lokalrivalerne fra Independiente. "De røde djævle" vandt det sydamerikanske mesterskab (Copa Libertadores) fire gange i streg fra 1972 til 1976, og i 1973 lykkedes det dem ovenikøbet at vinde Intercontinental Cup. Samme år som de syv katte blev begravet, vandt Independiente i øvrigt mesterskabet ved at slå Racing Club med 4-0 på den sidste spilledag.

Hele banen graves op

Ikke så underligt, at den nyansatte Racing-træner i 1980, Juan Carlos ”Toto” Lorenzo, mener, at der skal andet end udskiftninger i truppen til at få klubben på sejrskurs igen.

Efter hans ønske bliver El Cilindro gravet op, græstørv for græstørv, mens undergrunden bliver finkæmmet for katteskeletter.

Hurtigt viser det sig, at historien ikke bare er en myte, der er vandret fra mund til mund. Det ene katteskelet efter det andet bliver hevet op af jorden, og efter et stykke tid er man oppe på seks styks. Men det syvende er helt umuligt at finde.

Til sidst indstilles arbejdet, og banen bliver reetableret. Det store spørgsmål er nu, om resultatet af gravearbejdet er nok til at hæve forbandelsen?

Det er det ikke.

Racing fortsætter med at skrante, og ”Toto” overlever kun en enkelt sæson i klubben. I 1983 rykker klubben ovenikøbet ud af den bedste række for første gang nogensinde, og som om det ikke er nok: Nedrykningen bliver en realitet på den sidste spilledag, hvor holdet møder - rigtig gættet - Independiente, der vinder lokalopgøret og samtidig sikrer sig mesterskabet.

De syv sorte kattes forbandelse har sat sig i hver en fiber på alle i Racing Club. Fra præsident og bestyrelse til trænerstab, fans og ikke mindst spillere.

Syv spillere udvist

Fjendskabet mellem Racing Club og Independiente er mere end 100 år gammelt. De to klubber mødtes for første gang i 1907. Men det var en kamp i 1915, der satte ild til rivaliseringen. En ild, som aldrig er blevet slukket igen.

Efter et derby, som Independiente vandt, greb det argentinske fodboldforbund ind og gav sejren til Racing Club, der som konsekvens endda blev argentinske mestre. Det er aldrig helt blevet opklaret, hvad baggrunden for beslutningen var, men den første bombe i nabokrigen var detoneret.

I modsætning til mange andre rivaliseringer er krigen syd for Buenos Aires hverken født af politisk uenighed, sociale forskelle eller et opgør mellem rig og fattig. Den er ene og alene en kamp mellem to naboer, som hader hinanden. Ikke på godt og ondt. Kun på ondt.

Fjendtlighederne bliver ikke mindre af, at der er tale om to storhold.  Racing Club og Independiente har tilsammen vundet det argentinske mesterskab 34 gange, det sydamerikanske mesterskab otte gange og verdensmesterskabet tre gange.

Sammen med Boca Juniors, River Plate og San Lorenzo tilhører de Argentinas Cinco Grandes (”De fem store”), og Avellaneda er sammen med Milano og Montevideo de eneste byer i verden med to klubber, der har vundet verdensmesterskabet for klubhold.

Man skal helt frem til 60’erne, hvor hooligangrupper blev et fænomen i Argentina, før fjendskabet for alvor udviklede sig til vold, og det var spillerne bestemt ikke uden skyld i. Op gennem 60’erne og 70’erne udviklede fodbold i Argentina sig til en ekstrem rå og fysisk sport, hvor modspillerne blev sparket ned, og der ofte opstod slagsmål på banen.

Ved et Avellaneda-derby i 1961 blev syv spillere fra de to hold vist ud, og derefter var det tilhængerne på tribunerne, som lod næverne tale.

I 1965 udviste dommeren fire Racing-spillere på 20 minutter, og senere endnu en spiller i forbindelse med et straffespark. Da Racing kun havde seks spillere tilbage på banen, skulle kampen efter reglerne afbrydes. Det gjorde dommer Dellacasa også, men han besluttede inden da, at Independiente skulle have mulighed for at afvikle det straffespark, de var blevet tilkendt inden. Dermed fik de udlignet til 2-2, og så brød helvedet endnu engang løs.

Fire år senere tilkendte samme dommer Independiente et straffespark 20 minutter før tid. Men da Racings målmand kastede sig før tid tre gange i træk, tilkendte Dellacasa Independiente et mål, uden at straffesparket blev taget. Independiente vandt dermed med 3-2, og sejren betød, at storklubben River Plate nogle få kilometer nord på snuppede mesterskabet for øjnene af Racing.

Op gennem 80’erne udviklede opgørene mellem de mest voldelige fangrupperinger sig yderligere. Nu mødtes de før kampene alene for at slås, og i 1997 førte det til drab på en Racing-fan. På derbydag i 2000 blev 100 fans såret i gadekampe, i 2001 blev 17 tilhængere stukket ned, og i 2002 blev endnu en tilhænger slået ihjel under en skudveksling mellem de to fangrupperinger.

Helligt vand og brændende fakler

I 1998 havde Racings titeltørke strakt sig over 31 år, og nu var klubben desuden på randen af konkurs. Alt var prøvet af i jagten på genoplivning af fortidens storhedstid, men intet var lykkedes. Derfor gik klubbens ledelse i desperation nu nye veje for at få hævet "De sorte kattes forbandelse". Denne gang med hjælp fra oven.

Den katolske kirke i Avellaneda sagde ja til at gennemføre en ceremoni på El Cilindro. Onsdag den 4. februar bevægede et optog med 100.000 fans sig fra Santa Iglesia-katedralen med retning mod stadion. 500 af dem bar brændende fakler. Nu skulle dæmonerne tvinges ud af El Cilindro med levende ild og med hjælp fra Herren i det høje.

Racing’s præsident, Daniel Lalín, gjorde meget ud af, at der bestemt ikke var tale om djævleuddrivelse.

”Der er ikke tale om eksorcisme, men om en troshandling. Den samme tro, som vores fans udviser hver søndag. Vi forener den Romanske Katolicisme med Racingisme”, sagde han.

Inde på stadion vandede pastor Horatio Della Barca højtideligt græsset rundt omkring de to mål med helligt vand, og så var det bare at vente på, at det igen ville begyndte at dryppe fra oven efter mere end tre årtier uden nye trofæer i klubbens ellers funklende pokalskab.

14 dage senere tabte Racing sæsonåbningen mod Vélez Sarsfield med 2-0, og da sæsonens sidste kamp var spillet, var klubben dumpet ned på en 15. plads.

Der skulle åbenlyst stærkere kræfter end ild og Herrens hellige dråber til at ophæve forbandelsen, og ulykkerne fortsatte da også med at regne ned over de lyseblå- og hvidstribede. I marts 1999 blev klubben erklæret konkurs og overlevede kun i sidste øjeblik, fordi en privat investor købte rettighederne frem til 2011.

Til gengæld blev investorens feberredning og ikke mindst ansættelsen af Reinaldo Merlo som ny træner i 2001 startskuddet til lysere tider.

Merlo – også kaldet ”Mostaza” (Sennep) på grund af hans karakteristisk farvede hår - var kendt for at være meget overtroisk, og lige som sin forgænger, insisterede han på, at forbandelsen over klubben én gang for alle skulle hæves, før han kunne hente guld hjem til El Cilindro.

Efter Merlos opfattelse var der kun ét at gøre: Den syvende kat skulle findes. Koste hvad det ville.

Klubbens ledelse lod sig endnu engang overbevise og iværksatte nu en ny, minutiøs undersøgelse af underlaget på det cirkelformede stadion. Denne gang var der ikke kun tale om at grave græstæppet op. Det blev også besluttet at bryde cementvoldgraven rundt om banen op, og det viste sig at være en klog beslutning.

Efter lang tids grave- og borearbejde lykkedes det endelig. Inde under cementen fandt man det sidste skelet. Forbandelsen var brudt og overtro eller ej: Mindre end et år efter fundet af det syvende katteskelet vandt Racing det argentinske mesterskab – for første gang i 34 år.

Racing er aldrig vendt tilbage til tidligere tiders storhed. I klubbens pokalskab er det stadigvæk trofæer fra 50’erne og 60’erne, der fylder mest. Men syv sorte katte kan ikke længere forklare nutidens middelmådighed.

Intercontinental-finalen 1967: Racing Club-Celtic

Intercontinental Cup 1967 (omkamp)

4. november 1967, Estadio Centenario, Montevideo, Uruguay (65.172 tilskuere)

Racing Club-Celtic 1-0 (0-0)

1-0 Cárdenas (55.)

Racing Club (4-2-4): Cejas – Perfumo, Martín (C), Basile, Chabay – Rulli, Cardoso – Raffo, Cárdenas, Rodríguez, Maschio. Træner: Pizzuti.

Celtic (4-2-4): Fallon – Craig, McNeill (C), Clark, Gemmell – Murdoch, Auld – Johnstone, Lennox, Wallace, Hughes. Træner: Stein.

Kilder

• Bolam, James; “Argentine football rivalries (Part Two): El Clasico de Avellaneda” (footballpink.net)

• Campomar, Andreas: “Golazo”

• Cooper, Max; “Independiente vs Racing Club: A Story of Hatred, Noisy Neighbours & 7 Black Cats” (90min.com)

• Cripps, Simon; “Forget Buenos Aires’ Superclásico … this is the fire of the Clásico de Avellaneda” (thesefootballtimes.co)

• Neilson, Daniel; “Where there’s smoke, there’s fire: Independiente vs Racing Club, Argentina's 'real derby for real fans'” (fourfourtwo.com)

• Patil, Darshan; “Racing Club’s “7 Dead Cats Curse”” (sportyfoot.home.blog)

• West, Raphael; “The Cat Curse of Racing Club” (footballtalk.org)

• Wilson, Jonathan; “Angels with dirty faces”

• “Football Rivalries – Racing-Independiente” (footyfair.com)

• Rabona TV; “The Strongest Curse in Football: The 7 Dead Cats of Racing Club (Curse of El Cilindro)” (youtube.com)

• “Avellaneda” (Wikipedia.org)